|
Se
plan og kort
Se
vores billeder
Ankomsten til Tonga
Klokken var 2 om natten, da vi endelig var kommet gennem paskontrollen i
Tongatapu. Da havde vi været på farten siden kl. 6 om morgenen,
da vi startede turen i Sydney. Lufthavnsbygningen minder mest af alt om en gammel lagerbygning med
hul i væggen til bagage-båndet. Bagagen kommer rullende i små portioner, og mellem portionerne
ser man nysgerrige hoveder fra den anden side af væggen, der lige skal se hvad det nu er for nogle fremmede
der er kommet til kongeriget.
Udenfor ventede Karolina, vores Tonganske vært, på at vi skulle dukke op bag alle taskerne.
Hun spurgte ikke om vores navne. En dansk børnefamilie skiller sig automatisk ud fra
mængden...
Vi blev kørt til Heilala Holiday Lodge, hvor vi blev indkvarteret i en fale (traditionel Tongansk bungalow).
Næste morgen vågnede vi op til vores nye verden. En dejlig have med smukke blomster og
træer,
hvor de forskellige hytter er placeret diskret rundt omkring på grunden. Ved morgenmaden
mødte vi stedets ejer, en ældre tysk mutter. Hun mødte os straks med formaninger,
regelsæt og advarsler der hurtigt signallerede
at hun egentligt ikke kunne omgås børn. Et eksempel er stedets fælleskøkken. Det er placeret i hovedbygningen, og er tilknyttet
en spisestue hvor gæsterne kan spise deres egen tilberedte mad. Vi var også velkomne til at bruge faciliteterne,
hvis bare vi ikke tog børnene med ind i huset. Hva-ba for en gæstfrihed !!!
To overnatninger i huset var nok for os, inden vi gik til byen for at finde et nyt sted at bo.
Det blev Toni's guesthouse, som nok må siges at være noget ganske andet. Ejeren Toni er en
ret speciel engelsk fyr der flyttede til Tonga for 13 år siden. Siden da har han drevet sit
backpacker-gæstehus.
Det er noget af det mest skrabede og møgbeskidte vi har boet i på hele vores tur - til
gengæld er det utroligt billigt, og giver dermed mere plads i budgettet til alt det sjove.
Tonga må nok siges at være ganske anderledes end vi havde forestillet os. Vi havde forestillet os de lange,
hvide strande med svajende palmer og turkis-blåt vand, der ruller blødt henover sand,
koral og muslingeskaller. Vi forestillede os
de evigt smilende, lette-om-hjertet og venlige folk med en blomst bag øret. Og vi havde et billede
af os selv i en fale beklædt med flettede kokosblade på den hvide strand, præcis
som vi havde set i alle
de flotte turistreklamer vi kan få derhjemme.
Og nu, efter en uge i Nuku'alofa (Tongas ucharmerende hovedstad), ved vi at billedet er en kende
mere nuanceret...
Tonga er et underligt land! Folk er venlige, og til tider med en blomst bag øret, men de virker noget tunge i det -
i bogstaveligste forstand. 60 procent af hele befolkningen er kliniske kategoriserede som fede. Det
meste af det arbejde vi betragter som en naturlig del af et samfunds overlevelse, synes Tonganerne er spild af tid og
meningsløst.
Som en følge deraf er de temmelig arbejdssky. Vi kan jævnligt høre vores vært
skælde sine medarbejdere ud fordi de ikke gider gøre rent, eller hvad han ellers beder dem om. Tonen er meget
hård, men Toni har forsikret os om at det er helt normalt, og den eneste måde at
trænge igennem på når arbejdet skal gøres. Det bærer huset virkelig præg af. Det er
temmelig 'nusset', men også ret hyggeligt.
Med sin beliggenhed i forhold til datolinien, er Tonga stedet 'hvor tiden begynder'. Det er her man
først ser solen stå op
til en ny dag. Det er lidt komisk at netop Tonga er referencen for tiden. Tongatid
er noget af det mest usikre der findes.
Tidsplaner for transport er kun vejledende, og 'i dag' behøver ikke være i dag, man kan
også være i morgen eller
om en uge !? (lidt ligesom de planer vi forsøger at lægge i Danmark ??).
Vi har ligesom indstillet os på at det er sådan, så det er egentligt ikke noget problem. Problemet
opstår nok først når vi kommer hjem til hverdagen...
En af dagene tog vi en rundtur på øen. Toni, vores vært, fungerer også som turguide. Det er en
heldagstur hvor man ser en masse af de spændende ting øen har at byde på, krydret med kommentarer
fra Toni på hans lidt brovtne engelske facon.
Specielt den ene side af øen er fantastisk. Her er vind og vejr meget barsk. Alt hvad man
forsøger at bygge her bliver blæst omkuld af årlige storme og cykloner. Når man
står på en klippe, og ser der de enorme bølger der bruser ind over revet, kan man ikke
undgå at forestille sig alle de skibe der sikkert har endt sine dage her gennem tiderne.
Som Toni køligt kommenterer: En masse mennesker omkom her: dem der ikke gik til grunde
på revet, blev spist da de kom i land. For
200 år siden var Tonganerne nemlig kannibaler.
Vi er nu i Tongatapu - øgruppen, på hovedøen Tongatapu. Der ligger flere øer
tæt på hovedøen, som er passende for en dagstur.
Kun 10 minutters sejlads herfra ligger en lille ø, Pangaimotu, med strand hele vejen rundt. Vi
besøgte øen en dag for at bade og snorkle. Det var rigtigt dejligt. Det var mere det Tonga vi havde
drømt om.
Ca. 100 km nord for Tongatapu-gruppen, ligger Ha'apai-øgruppen. den skulle efter sigende
være væsentligt anderledes, både befolknings- og naturmæssigt. Efter beskrivelsen er det et sandt paradis,
med lange hvide sandstrande. På stranden kan man sidde og kigge på at solen går
ned, over den aktive
vulkan Tufoa. Vi behøver ikke høre mere - vi har købt flybilletter til på fredag. Det skal bare
opleves !!!
I fredags var vi til Tongansk aften. her var en stor buffet med lokale retter. Aftenen sluttede med
forskellige Tonga-danse. Det var alt lige fra 'jeg svæver lige en tur'-danse (lidt lige som Hawaiis
Hula-Hula, men med meget mindre markante bevægelser), til de lidt vildere krigsdanse
udført af mændene (meget,
meget energiske og kække). en flot oplevelse.
Vi har et par gange forsøgt at finde en restaurant med Tongansk mad, men ender altid op
på en kinesisk restaurant.
Nu, efter 7 ugers pause fra Kina, er ungerne helt vilde med den kinesiske mad. Det er meget godt, for
det er det eneste vi kan finde bortset fra 'fish and chips'.
På fredag går turen til
Ha'apai, og vi vender tilbage til Tongatapu d. 21/6, efter 14 dage på stranden.
Så har vi lige et par dage inden vi letter til Los Angeles.
Måske skriver vi lidt igen. E-mail og Internet er ikke så tilgængeligt her, så
vi ved ikke om vi kan komme til det.
Det næste sted vi skal bo har de end ikke elektricitet...
Hvis nogen skal have fat i os, er Toni's Guesthouse nok dem der kan hjælpe bedst.
Nok for nu, Ha'apai kalder...
7/6
Sår i øregangen, og bakterier i havvand er ikke nogen god kombination. Trines ører er betændte og gør ondt. Vi skal til Ha'apai
i dag, så en læge må hellere se lidt nærmere på det inden vi letter. Lægen kunne ikke se nogen problemer, men Trine vælger at tage egen medbragt antibiotika, just in case...
14.45 letter den lille propelmaskine med kurs mod Ha'apai. Det er en kort flyvetur på kun 50 minutter. Maskinen flyver ret lavt, så vi kan sidde og beundre alle de smukke øer og rev vi passerer. Vandet er helt turkisblåt og MEGET klart så man kan se variationerne i
havdybden. Visse steder er her meget dybt, et enkelt sted næsten 10.800 meter !!! Verdens dybeste sted.
Vel landet på øen Lafiku, bliver vi mødt af vores nye vært, Fafita, som sørger for vi kommer vel til hendes gæstehus.
8/6
I løbet af natten bliver Trines øre meget værre, så pinicilinen bider ikke på. Vores plan om at rejse videre til den ubeboede ø Ueleva virker pludseligt ikke forsvarlig. Her er ingen til at hjælpe, og der er absolut ingen kommunikationsmidler til omverdenen (og
i morgen er det søndag) Vi haster til flyselskabet for at komme tilbage til Tongatapu (SUK) med det samme for at se en læge. Det lykkedes, endda også at træffe en aftale med en
ørespecialist (trods han har fri). Lørdag eftermiddag, et døgn efter vi rejste væk fra
Nukualofa, sidder vi nu her igen - i en lægeklinik.
Trines får renset ører og bliver forsynet med ny medicin. Mandag aften skal hun møde igen til kontrol. Hvis øret er OK, tager vi tilbage til Ha'apai igen.
Vi flytter ind i Toni's guesthouse igen, men bliver placeret i nogle huse 3 km fra byen. Hytten er OK, men køkkenet ... køkkenet er så stinkende ulækkert at det ikke er egnet til at tilberede menneskemad !!!
Vi lavede vores aftensmad her, kun fordi vi havde købt råvarer til det. Det var ikke rart.
9/6
Søndag igen. Alt lukket og slukket, så vi beslutter at tage båden til øen
Pangaimotu. Igen oplever vi hvordan smilene bliver bredere, og humøret stiger når vi finder en god strand. Vi har en perfekt dag her. Hygger os med at finde
kokosnødder og spise dem - jum...
Efter øturen prøver vi at finde en restaurant der kunne have åben, trods søndagen, for at slippe for det væmmelige køkken.
Det lykkes ikke, så vi må på den igen (dybt suk).
10/6
Nu skal vi bare drive rundt og hygge, inden lægen giver sin dom i aften. Forhåbentligt kan vi få lov at flyve til Ha'apai med Trines ører. Det meste af dagen bruger vi på legepladsen, med leg, læsning, ...
Lægen giver sit OK, så i morgen skal vi prøve at få plads på flyet.
Vores værtinde har fødselsdag, så vi er inviteret til Tongansk grillfest. Hun har bedt sin mand skaffe noget kød - han driller hende med at grille hunden. Håber han kun laver sjov ?!
Menuen er OK. Det står på kylling og pølser med Yams og andre rodfrugter.
11/6
Det lykkedes at få plads på flyet til i eftermiddag. Hurtigt får vi pakket vores ting igen, og haster til lufthavnen.
Piloten griner smørret, da han ser os gå ombord på flyet for tredje gang inden for 4 dage.. .
På Turistkontoret i Pangai (Ha'apais hovedlandsby) beder vi om hjælp til at komme til øen
Uoleva. De fortæller at værtindens kone er til begravelse indtil torsdag, så der vanker ingen mad med mindre vi selv finder ud af noget. Vi
beslutter at blive i Ha'apai indtil torsdag, og flytter i stedet ind i Fru Langilangi's gæstehus.
12/6
Efter morgenmaden driver vi lidt rundt i 'byen', som er så lille, at vi i starten er i tvivl om det nu også var byen vi har fundet. Her er et par seværdigheder; en flere hundrede år gammel gravplads, og et lige så gammelt kongeligt badekar hugget ud i undergrunden. Men de er alle så tilgroede og svært tilgængelige at man ikke rigtigt kan se dem.
Sjovere er det at kigge på husene i byen. Kun de bedre huse har elektricitet, og overalt i byen render grise rundt og snasker i jorden. Det virker hyggeligt og roligt. INGEN har travlt med noget som helst. Supermarkedet lukker officielt kl. 17.00, men kl. 16 - 16.30 er der reelt slukket og lukket, så vi gik
forgæves et par gange. Foran et enkelt hus sidder 3 kvinder og nørkler med noget fletteværk, og tapa hænger til tørre på lange liner. Om eftermiddagen fyldes gaderne med skolebørn der er på vej hjem. De har ens uniform på - pigerne med lange fletninger og gule
hårsløjfer.
13/6
Klokken 10 står vi på den lille mole og venter på båden. Den lille træbåd bliver lastet til bristepunktet, inden vi drager
af sted. Et par spande med is skal være køleskabet for et par dage. Efter en times sejlads når vi til vores ubeboede ø.
Wouw - en 4 km lang hvid sandstrand, turkisfarvet vand, klart som krystal, palmer, skov, og ellers intet tegn på mennesker. Her er 5 små
'fales', hver med plads til 2 gæster. Her er ingen rindende vand. De henter regnvand i store spande fra
Pangai, som vi drikker. Ingen elektricitet, telefon,...
Et skur gør det ud for bad og toilet - om aftenen oplyst af et stearinlys. Et andet skur (eller nærmere et halvtag) er køkken og spisested. Overalt bare sand som gulv.
7 dage i paradis...
En uge i paradis er som en række af solfyldte dage, med fred, ro, leg og hygge. Det er et liv hvor man vågner, fuldstændigt udhvilet, ved lyden af bølgerne der ruller ind på den hvide strand 20 meter fra sin lille hytte. Et liv hvor planlægning er overflødig (- og umulig), for det eneste vi skal nå er at spise, bade, slikke sol, og så måske bygge et sandslot der er lidt flottere end det vi lavede
i går. Er vi tørstige eller lækkersultne, finder ungerne nogle kokosnødder som vi kæmper en brag kamp for at åbne. De smager pragtfuldt. Kokosmælken i de grønne bruser og er helt
champagne-agtige.
Flere aftener har vi lavet bål på stranden og ungerne er faldet i søvn der - under månen, mælkevejen og millioner af andre stjerner. Til lyden af bølger, varmet af bålet og forældrenes favn. Hvad mere kan de mon ønske sig?? (Bortset fra den der tur til
Disney-land...)
Vi nyder det hele i fulde drag. Rundt om på øen er der mulighed for at snorkle og se flotte fisk og koraler. Det har vi prøvet et par gange.
Kalafi, vores enarmede Tonganske vært, tog os med ud til hans 'Clam circle'. Det er et sted hvor han beskytter de truede kæmpemuslinger og lader den vokser og formere sig. Emma var med ude på det dybe vand for at se det. Med sine badevinger og snorkel er hun som en fisk i vandet.
Et sted på øen fodrer Kalafi sine grise. (Det er den store seværdighed her på Ouleva og faktisk meget sjovt). Når han banker i jorden med en spand, kommer de frem fra alle verdenshjørner, hvor de har hygget sig i skoven. Emma og Gustav har de sidste uger moret sig med at grynte som en gris. Nu fik de mulighed for at grynte til rigtige grise - og det virkede! Den nærmeste gris
gryntede hver gang som svar. Ungerne vidste bare ikke rigtigt hvad de egentligt snakkede med grisen om.
20/6
Nu skal vi videre. Kalafi har en aftale med båden om at hente os kl. 10. Vi skal sejle med hans 30 smågrise. De skal med båden til Nukualofa for at sælges på markedet.
Båden dukker ikke op ! Kalafi regner med at bådens fører spiller snooker og har glemt at hente os. Vi venter til
kl. 14, inden Kalafi giver op og vinker en forbipasserende båd ind til stranden. De vil gerne tage os med til
Pangai, så der var vi heldige. Vi glæder os over at det lykkedes til sidst, og at vi først skal flyve videre
i morgen.
Ved ankomsten flytter vi igen ind hos fru Langilangi. Emma og Gustav stråler da de ser de andre børn. Emma kaster sig bogstaveligt over en af pigerne, og begynder at lege med hende. Gustav kaster sig over deres græsslåmaskine - herligt...
21/6
I dag skal vi med flyet tilbage til hovedøen. Det er godt vi ikke behøver købe mad eller andet, for det er helligdag igen. Vi undrer os, da det ikke fremgår af rejsehåndbogen, men får at vide at det er endnu en ny helligdag de holder for første gang. De Tonganere elsker at lave nye helligdage så de ikke behøver lave noget. Hvis vi kommer tilbage om nogle år, skal vi nok regne med at hver dag er en
helligdag ??
Vi skal checke ind senest kl. 14.45. Damen i huset, der kører os til lufthavnen konstaterer at hun kører kl. 15.00, så vi har jo masser af tid....
Vel ankommet til Good Samaritan Inn, deltager vi i deres berømte fredagsarrangement med Tongansk buffet og dans. Her møder vi to danske journalister der er her for at lave en dokumentarhistorie for DR. Den skal handle om danskeren Preben Kaufmann, der har boet på Tonga i 40 år. Han blev adopteret af den kongelige familie, og fik navnet
Tavi. I 10 år boede han som eneboer på en vulkanø. Han er nu død, og med hans dagbog i hånden forsøger de at opklare hvad der fik ham til at søge det liv han havde på Tonga. Det bliver spændende at se på TV.
22/6
Efter en god nats søvn, nyder vi den første 'rigtige' morgenmad i lang tid. Vi har valgt at forkæle os selv de sidste 3 dage på Tonga, så vi bor et sted med god mad og betjening.
Efter en tur i byen, sætter regnen for alvor ind så vi har en dag med hygge i vores bungalow.
23/6
Det er søndag. ALT er lukket og går i stå på søndage. Det eneste man kan foretage sig er at tage til stranden eller gå i kirke. Vi går i kirke. Næsten alle mennesker er i kirke om søndagen, og overalt høres den smukkeste korsang (de synger helt fantastisk i Tonga) fra de åbne døre i de mange kirker.
Vi besøgte kongens kirke, for samtidigt at få et glimt af kongefamilien. Kirken er en stor sal med åbne døre hele vejen rundt. Det eneste, der er gjort for at pynte stedet er et enkelt kors, der hænger over præsten, og to mosaikvinduer over korset. Et par duer flyver under det høje loft. Under ceancen sidder de gamle og sover
(Inkl.. kongen). Børnene får sværere og sværere ved at sidde stille. De øvrige sidder og hoster, tørrer sveden af panden, eller vifter sig med de flettede vifter. Prædiken er lang. Vi forstår selvfølgelig intet, men den var tydeligvis meget følelsesladet. Præsten græder som pisket, og må pudse næse undervejs. En god oplevelse - omend lidt lang.
Ellers står søndagen på pakning af vores ting - i morgen letter vi med kurs mod LA.
Farvel Tonga - fortsættelse følger i Californien...
|
