OPLEVELSER I KINA

Se plan og kort

Se vores billeder

Vi bevæger os rundt i byen for at undersøge dem nærmere. Byen er under stor og hastig forvandling. For få år siden var det en by med gamle 'kineser'-kvarterer og alt hvad dertil hører. Nu er det en by med nye flotte bygninger i glas og stål. Vejene er nylagte med store granitblokke. Et imponerende syn. Det er virkelig flot og imponerende lavet. Men utaknemmelige som vi turister er, kommer vi i håb om at finde noget gammelt lort der svarer til det billede vi har fra film og lignende. Den er stadig god nok i udkanten af byen, så man kan virkeligt se de store kontraster. Det er som om udviklingen tager et tigerspring, og springer flere udviklngtrin over.
Vi forsøgte at finde et spisested med et menukort vi kunne forstå. Det lykkedes ikke, så vi måtte nøjes med en Engelsk-Kinesisk ordbog og så pege på ordene kylling og ris. Ind kom en stor skål med kylling og grønsager. Ned med spisepindene i skålen for at se hvad vi kunne fange ... Henrik fangede et fuglehoved der rækkede tunge, Trine fik et par hønsefødder. Måske et land der kræver lidt tilvænning.
Vi havde alle svært ved at lande i Kina. Kontrasten var så stor i forhold til Thailand. Stemningen virkede mere aggressiv. Ingen venlige ansigter, men kun en masse besvær hver gang man skal gøre sig forståelig for at få en busbillet eller blot lidt at spise. Det var tydeligt at børnene ikke følte sig trygge de første par dage.
Man skal også vænne sig til at alle går og spytter på gaden, i restauranter, i busser, på flyet,... Det er virkeligt en folkelig sport, som myndighederne nu prøver at begrænse med forbud. Overalt er store ulækre spytklatter.
Derimod er det virkeligt positivt at bilerne stadig ikke er særligt udbredte i byer som Guilin. De biler der kører er primært Taxi og varebiler.

Tur til byens højeste klippe, 154 m. Regnvejr og 11 grader var ikke ligefrem det vi havde drømt om da vi lå og prustede af varme i Thailand. Trods vejret besteg vi alligevel klippen. Der er en lang stentrappe på klippens ene side. På toppen er en fantastisk udsigt over byen, som den ligger pakket ind mellem alle klipperne. Virkeligt turen vær. Når man står her, er Kina et vidunderligt land.

23/3

Vi besøgte et stort parkområde i udkanten af byen. Parken hedder Seven Star Park fordi den består af 7 klippefromationer der siges at passe med en af sternebillederne. I flere af klipperne kan man besøge grotter. Parken er også hjemsted for et mindre ZOO. Det var nedslående at se hvordan dyrende bliver behandlet. Det kan de gøre bedre !!!!!
Parken en utrolig smuk, med mange velordnede anlæg i moderne kinesisk stil. Virkeligt et besøg værd. Eneste minus er den entre man skal betale. Som alle andre steder hvor der er turister i Kina skal man betale entre for selv den mindste lille seværdighed. Vi havde en god eftermiddag i parken.

24/3

Ren afslapning. Vi havde planer om at besøge et område der hedder Longsheng 89 km nord for byen. Området er kendt for sine meget smukke ris-terrasser på bjergene. Turen blev forpurret af Henriks maveonde ... Surt show... Derudover er det ikke det mest optimale tidspunkt at se rismarker. De er under forarbejdning nu, og risen bliver først plantet ud om 14 dage.

25/3

Dagen hvor vi drager videre til Yangshuo. Den mest eftertragtede rejsemåde til Yangshuo fra Guilin er en flodsejlads. Det er en meget smuk tur med det berømte sceneri af klipperformationer lang floden. Den tur er dog ikke for en dansk standard-familie fra Pedersvej. De forlanger 460 Yen (460 Kr) per person for de 89 km. Istedet tog vi den lokale bus. Det kostede 5 Yen per person, og indeholder ubetalelige (og ubeskrivelige) spændingmomenter fra den Kinesiske landevej...
Efter en time ankommer vi til byen Yangshuo. Inden vi får begge ben på jorden, og rygsækkene lirket ud af det beskidte bagagerum, bliver vi overfaldet at ivrige (ret aggressive) personer der tilbyder hotelværelser. Velkommen til turistmekka.
Byen der for få år siden betod af 3 gader og 4 huse, er nu forvandlet til en by med hoteller og restauranter. Ikke mærkeligt, da stedet er endnu smukkere end Guilin.
Vi slap af med vores plageånder, og fandt et godt hotel lige der i byen hvor vi gerne ville bo. Og igen : Prisen på værelset forvandlede sig til 100 Yen med lidt forhandling. Det er lavsæson her i området pga. temperaturen. Alle hoteller og restauranter kæmper for at få gæster. Det giver os mulighed for at bo rigtigt godt til prisen. Vi shoppede lidt rundt i byen for at arrangere en sejltur på Li Jiang floden. Det var jo for dyrt at sejle hertil via floden, men måske kunne man arrangere en tur den anden vej fra. Her var det at Kinamanden Onkel Bob kom til hjælp. Han havde lige den tur vi skulle bruge. Eneste ulempe var at man selv skulle tage en bus lidt op langs floden til byen Xingping, for så at vente på båden. Tidspunktet for sejlturen var ikke helt fast, da det var bestemt af politiet (inddirekte) . Det viser sig nemlig at den Kinesiske regering har forbudt sejlads med turister herfra, fordi de vil tjene de 460kr per person på turen fra Guilin til Yangshuo. Derfor har politiet patruljebåde 2 gange om dagen for at håndhæve forbuddet. Derfor kan vi kun sejle tidligt inden politiet kommer, eller efter de har været der. Onkel Bob forsikrede os om at det ikke var noget problem. Han forklarede at her i landet har man egentligt ikke en lov, men kun en masse lokale 'principper' man skal følge. Derfor bryder vi ikke loven. Der er vist ikke rigtigt nogen forskel. Det bliver spændende at komme ud på floden imorgen...

26/3

Turen til Xingping tog 1 time. Det var virkeligt en oplevelse. Den starter, som alt andet man foretager sig i Kina, med stor postyr, diskussion og udveksling af sure miner inden man er enige om prisen for busbilleten. Så kæmper man sig til en tålelig plads i den gamle bus, og bidder sig fast indtil resten af passagererne er fordelt. Dem der ikke er sæde til, sidder på små træskamler.

Ad den smalle bumlede vej passerede vi nogle smålandsbyer. Landmænd arbejdende i marken med deres skovle og hakker eller trækkende langs vejen med gamle vandbøfler. Det er en stemning der fører os langt væk fra den dagligdag vi kender. Mænd der holder pause, sidder i vejkanten og tygger på et sukkerør. Under ham ligger en bunke af gennemgnasket sukkerrør, der afslører varigheden af hans pause.
vi ankommer til Xingping, og finder Onkel Bobs mellemmand, Lisa. Lisa er indehaver af en lille cafe i byen, hvis eksistensberettigelse tilsyneladende er de gæster der venter på sejltur med Onkel Bobs venner. Kl. 15 går vi til floden for at stige på båden. En gammel flodbåd bestykket med klapstole. Vi bliver hurtigt forklaret signalerne for at vi skal dukke os hvis politiet nærmer sig.
Turen var så smuk som beskrevet. Emma synes bjergene ligner Store M-er. Hun studerer bjergene for at finde ud af hvilke farver hun skal bruge for at tegne dem, når hun kommer hjem igen. Grøn, brun og orange er konklussionen. Turen var perfekt og ganske udramatisk. Vi fik en masse nye billeder og indtryk.

27/3

Området omkring Yangshuo har en masse at byde på. Der er spændende byer med lokale minoriteter, specielle naturfænomener og meget andet. En af seværdighederne er et gammelt banyan-træ der er 1500 år gammelt. Flere af seværdighederne er nemmest tilgængelige på cykel. Vi lejede to cykler for at tage på en tur. Det lykkedes at montere to af de bambussæder man her bruger til børnene. På den måde kunne vi alle komme afsted. Vi lod os overbevise om at vi skulle have en lokal guide med. Det viste sig at være en rigtig god ide. Vores guide var en lokal pige på 17 år. Hun talte godt engelsk, og kunne vise os steder vi ikke selv kunne have fundet. På vej til cykel-udlejningen fik ungerne øje på en mand der solgte sukkerrør. De ville gerne prøve at graske sukkerrør som de mænd vi havde set. Det var lige til at betale. 1 Yen for 1 meter rør. Sukkerrør ligner tykke bambusrør. Man tager en bid af røret, tygger saften ud, og spytter det ud igen. Det var stor succes. Specielt Emma er en rigtig sukker-gnasker.
Vi cyklede ud til Moon-hill. En klippe med et måneformed hul som man kan gå lige igennem. Vi tog traveturen til toppen. Pyhhhh, der var 860 trin ad en gammel stentrappe. Det tog halvanden time inden vi var nede igen. Emma gik selv hele vejen op og ned igen. Gustav måtte vi bære det meste af vejen. Trinene var for høje til ham, og så fandt han mindst 3 orm på hvert trin. Det kræver sin mand at undersøge og kvase dem alle !< br> Efter Moon-hill tog vi til pigens hjem i en nærliggende landsby, hvor hendes mor lavede frokost til os. Det var et lille bitte bondehus med stampet lergulv. Kun en sølle stenmur der holder det gamle tag. Åben endemur, og huller i taget. Utroligt som folk kan bo. Vi undrer os over at man trods alt ikke gør en indsats for at bygge sig et lidt bedre hus. Maden var virkelig god. Vi valgte den korte vej tilbage til vores by. Vi var efterhånden godt ømme i bagdelen. Gustav sad og sov på cyklen.
Hjemme i Yangshuo kunne vi kun blive enige om at vi havde det rigtigt godt efter de sidste par dage. Nu er vi vel landet i Kina.

28/3

Hyggedag i Yangshuos gader. Vi har idag bestilt en togbillet til på lørdag. Det bliver 24 timer i retning af Shanghai...

30/3

Billetterne var OK. Der var plads på toget til Hangzhou som vi ønskede. Man kan vælge 4 kategorier af billeter, fra hard-seater til Softsleeper. Vi valgte den bekvemme. Det er trods alt en lang tur. Der er ingen togstation i Yangshuo, så vi må først med bus til Guilin igen. Vi stod på togstationen i god tid, og prøvede at finde ud af hvordan vi skulle finde peronen. Vi blev venligt, men bestemt, vist til en vente-sal for 'military-man and woman with baby'. Der er forskellige ventesale for forkellige kategorier af mennesker. Her skulle det hurtigt vise sig hvordan systemet fungerer. En uniformeret dame kommer ind i ventesalen, og råber en masse ord på kinesisk. Så stormer alle hen til hende for at få et hak i billetten, hvorefter man sætter sig igen. Når hun råber igen for anden gang stormer alle frem til hende, hvorefter man løber i en lang række efter hende frem til peronen.
På toget fandt vi hurtigt vores kupe. To senge til deling, en oppe, og en nede. Vi deler kupe med to kinesere. De taler ikke et kuk engelsk, så vi kan desværre ikke tale med dem. I løbet af turen finder vi dog ud af at de er fra Shanghai. Det er tydeligt at de hører til den bedre middelklasse. Damen havde en beaty-box fyldt med makeup af enhver art. Den var udformet som et kæmpe smykkeskrin i sølv og guld, og Emma blev snart overbevist om at hun måtte være meget rig. med sådan en box.
Det var meget spændende blot at kigge ud af vinduet og se på de skiftende landkskaber. De veksler mellem områder med bakker, bjerge, helt flade områder og områder der er helt eller delvis oversvømmede. Fælles for landskaberne er at de alle er opdyrket på den ene eller den anden måde. Efter nogen timer går det op for en at der slet ikke er noget skov. Alt er rydet til fordel for landbruget. Selvfølgeligt er rismarkerne dominerende. Rismarkerne dækker kæmpe arealer, men er delt op i relativt små felter, hvor hver landmand har travt med at pløje sin lille andel med familiens vandbøffel. På hele den lange strækning (24 timer) ser man ikke nogen form for maskinkraft i landbruget overhovedet. Alt klares med mennesker og bøfler. Imponerende at de stadig arbejder på den måde.
På samme tid man ser på de tusindvis af rismarker der dyrkes som for flere århundreder siden, ser man også et land i kraftig udvikling. Alle steder, fra den mindste landsby til de store millionbyer, er man igang med at bygge nye huse. På landet ser man nye byer opstå i områder der ser helt ubebyggede ud. Nye vejsystemer med broer baner sig vej gennem de ellers så fredelige landbrugsområder. Vi tolker det lidt som et udtryk for den udvikling der følger en højere levestandard. En ting er sikkert: Det er ikke helt tosset at være håndværker i Kina i øjeblikket.
Vi er nu ved at nærme os sengetid i vores lille kupe. Vi har klaret os igennem de første par måltider, det første hos damen der kommer igennem toget med ris, kogte grise-ører og andet godt. Eneste trøst er at det i det mindste ikke er DSB-priser.
Emma og Gustav har efterhånden løbet frem og tilbage på gangen 2007 gange, og fundet alle de spændende gemmesteder på bagagehylden under loftet. Det skaber altid interesse hos de andre i vognen når sådan et par børn løber rundt. Alle skal have fat i Gustav for at løfte ham op. En ældre dame kommer for at snakke med os. Hun er den første vi møder i toget der kan tale engelsk. Hun er pensioneret biolog, og har rejst meget rundt i verden for at besøge forskellige universiteter. Hun foreslår (blid bøjning af 'insisterer') at vi besøger byen Hangzhou. Hun fortæller at Kineserne refererer byen som Paradis, pga. den smukke natur. Vi vidste godt at byen har en berømt sø, West Lake, som skulle være noget særligt. Vi havde bare ikke planlagt at besøge den. Vi snakkede lidt om måske alligevel at kigge lidt på byen. Det var alligevel der vi skulle af toget, for at tage videre mod Ningbo. Det var værd at sove på...

31/3

Natten forløb OK i toget, i betragtning af den meget begrænsede plads vi havde med kun to køjer.
Efter vores morgen-nudler, besluttede vi os for at bruge en dag i Hangzhou, når vi nu alligevel skulle af der. Der må da for pokker være en seværdig grund til at kineserne kalder byen for paradis !?
Emma og Gustav er ved at være trygge ved forholdene (de andre rejsende). De begynder selv at søge de andre kupeer for at vise deres legetøj frem. Det er dejligt at se. Og når vi tænker efter, er det første gang i Kina, de har opnået den tryghed.....
Klokken nærmer sig 15.42, hvor toget skal rulle ind på Hangzhou banegård. Den sidste halve time af turen kører vi gennem byen !! Endnu en gang er størrelsesforholdene i Kina slående. Hangzhou, en by som så mange andre, har lidt over 6 mill. indbyggere. Vi hanker op i de 60 kg bagage vi har med, for at møde vrimlem af nærgående og irriterende folk, der tilbyder forskellige former for logi. Vi havde på forhånd besluttet os for at prøve byens "vandrehjem". I vores rejsebog er stedet beskrevet som OK, og med god beliggenhed. De 2 kilometer synes lidt for meget til fods med alt vores bagage og to trætte børn, og iøvrigt uden at have et brugbart kort over byen. Vi prøver at forhandle med en Taxi-mand. Han vil have 30 Yen for turen. Vi blev så sure, at vi hankede op i alle vores ting for selv at finde stedet til fods. Så meget er 30 Yen egentligt ikke, men det var nok mere en reaktion på den magtesløshed vi til tider føler over for den kamp, der hele tiden skal kæmpes for ikke at blive snydt.
Jeg skal hilse og sige at familien Thomsen var langt nede, da vi endelig stod på adressen hvor vandrehjemmet havde ligget, og blot kunne konstatere at der nu var en større byggeplads istedet. Så er det man skal spise en pakke Kolloggs Frosties, eller hvad det nu er de hedder. Dyb-vejrtrækning --> på den igen !
Ca. en kilometer længere mod centrum fandt vi et hotel. Men det var ikke det bedste: Da Emma og Gustav så at der lå en McDonnald på samme gade blev de så begejstrede at deres ben begyndte at virke igen. Mirakuløst, legeplads til børnene, OG SÅ HAR DE KAFFE (jumjum)...

1/4

Som sædvanligt starter dagen med at finde det nærmeste sted der severer nudler, så vi kan få lidt morgenmad. Emma og Gustav er ved at være helt glade for at spise det. Nudler med grøntsager og kylling er ved at være vores mest almindelige start på dagen. Trine spurgte Emma og Gustav om de kunne huske hvad vi spiser til morgenmad derhjemme. Dyb tavshed...
Emma er efterhånden god til at spise med spisepindene. Gustav vil også meget gerne, men hans pinde er ikke helt som de skal være ??! Så er det godt de kan bruges til så meget andet.
Vi har sat denne ene dag af til at se West Lake (Xi Hu), søen som er byens hovedattraktion. Søen viser sig at være kæmpestor. Overalt langs bredden ligger store og små både der tilbyder en romantisk tur rundt i søen. I Søen ligger der 3 øer man kan besøge. På hver af disse øer er der en masse gamle pagoder, og andre gamle bygninger, der efter sigende har en meget spændende historie. Problemet er bare at alt er lagt an på Kinesisk turisme, hvilket gør det umuligt for os at finde ud af hvad det er vi ser, eller hvilken historie der ligger bag. vi besøgte den største af øene, Gu Shan. Den er forbundet til fastlandet med bro, så vi behøvede ikke at leje en båd.
Øen var klart et besøg værd, med sine smukke parker og gamle bygninger. Det er lidt synd at der på denne årstid generelt er dårlig sigtbarhed. Søen vil ganske sikkert være ekstra smuk i klart vejr. Trine blev stoppet af en forbipasserende dame der forsigtigt spørger: "Undskyld, men er du en udlænding ?"(på engelsk). Da Trine bekræfter det, vil hun gerne have lov til at tage et billede. Det er ikke så få kinesiske fotoalbums vi kommer i, efter en enkelt dag på gaden. Det er meget påfaldende at vi kan gå rundt i disse flokke af turister uden at møde andre vestlændinge. Måske er det årstiden ?
Vi havde en hyggelig dag i Hangzhou. Selv om søen er en god oplevelse, er byen efter vores opfatelse ikke noget specielt at rejse efter...

2/4

Ny morgen i Hangzhou, med nudler og dumplings på menuen. Vi tog tidligt til den østlige busterminal, for at tage bussen til Phutoshan, øen som er vores næste mål. I rejsebogen er øen ikke særligt grundigt beskrevet. I indledningen står dog at det er en fredelig ø, med det Kina som vi alle drømmer om, med Templer, Pagoder osv. Desværre står der også at det er rejsemålet for de lidt mere velhavende fra bla. Shanghai. Drevet at vores nysgerrighed, og søgen efter de mere fredelige steder der er værd at besøge, vælger vi at tage dertil.
3 timer med bus, 1 time færge, 1 time bus, 20 minutter båd : længere er der såmænd ikke fra Hangzhou til Phutosan. På vejen paserer vi Nimbo. Det er åbenbart endnu en af de byer Kina erklærer 'udviklingsområde og frihandelszone'. Her paserer vi virksomheder med navne som 'China and foreign joint industries', og ved vejkanten er kæmpe skilte med teksten : "Welcome to all friends and business partners from abroad". Det er nok egentlig ikke en velkomsthilsen til gæsterne fra udlandet, men mere et signal til indbyggerne i Kina om at de skal acceptere de udenlandske firmaer der starter nye forretninger i landet.
Inden vi tod den sidste sejltur til selve Phutoshan, blev vi 'kontaktet' af de vanlige hotelværelse prangere. Vi har efterhånden lært at det kan være en ok måde at forhandle en god pris. Det er dog ikke dem allesammen, der har kompetance til at prisforhandle. De gør det bare alligevel, for at få div. turister lokket til hotellet, og der kan vi så gentage forhandlinger, vi troede var en aftale. På denne årstid er hotellerne umådeligt sultne efter kunder, og er villige til at slå ret meget af prisen. Som regel tager vi direkte til det område, vi gerne vil bo i, og tage så relevante hoteller fra en ende af, til vi finder en rimelig pris og et rimeligt hotel.På Phutoshan,som vi stor set ikke havde nogen oplysninger på, valgte vi dog at tage imod et tilbud "fra gaden", hvor vi fik et dobbeltværelse på et trestjernet hotel til 150 Yen i døgnet (Normalpris 420-520 Yen).
Efter indvarteringen var dagen ligesom ikke rigtigt til mere end at sove......

3/4

Tid til at se sig omkring. Vi skaffede os et kort. Det er selvfølgelig kinesisk, så vi forstår ikke en brik, --- men det er meget pænt, og så koster det kun 3 Yen! Vi bevægede os lidt rundt på spejdermaner for at sammenligne kinesiske tegn på skiltene med dem vi kunne finde på kortet. Det er ikke nemt at være nybagt kineser !!!.
Døgnet er ligesom ved at være rykket. Gustav stod op efter sin middagslur kl. 17.30, så det var lidt sent at gå på sightseeing inden aftensmaden. Er man turist eller ej - med vores træning kan man vel lige nå et tempel eller to. Det var næsten mørkt da vi nåede indgangen til Pujichan Si, Puji-templet midt i byen. Billetdamen var ved at pakke sammen, så vi gik lige forbi hende i håb om at spare de 10 Yen vi skulle betale. Det lykkedes. Faktisk viste det sig at være det rigtige tidspunkt at besøge templet på. De flotte tage, med drager og andre flotte udskæringer, var utroligt flotte i skumringen. Der var en særlig stemning, med en duft af røgelse overalt i tempelgården. Turisterne var forduftet, portene lukket, de eneste der var tilbage, var nogle få troende der sad og hummede foran den store belyste Budda og munke der listede fredeligt rundt. En af dem fik øje på os, og gjorde et stort nummer ud af at illustrere hvor kæmpe store vores næser er i forhold til en kinatud.
En fredelig afslutning på dagen.

4/4

Nu var vi nået så langt i vores lokal-kendskab, at vi følte os i stand til at tage en bus til øens østlige spids, for at se på en grotte, Fanyin Dong, og et tempel mere. Templet viste sig at være et nonneri.
Naturen på øen er fantastisk flot og øen er en af kinas, efterhånden mange, nationalparker. Det er et smukt grønt, bjerglandskab med Templer spredt overalt i landskabet. Øen er et af Kinas aktive hellige steder. Samtidigt er øen meget Kinesisk. Vores hotel er rimelig vestligt orienteret. Det betyder ikke at de kan tale engelsk, men de har dog et engelsk menukort, så vi kan betille lidt mad. Alle de andre spisesteder vi har besøgt har kun kinesiske menukort, og et af de hoteller vi besøgte for at checke priser, vil kun have kinesere boende. De ved slet ikke hvad de går glip af... (eller gør de ???) Planen er nu at bruge et par dage mere på øen, inden vi tager natbåden til Shanghai. Det er 12 timers sejlads, med ankomst i Shanghai kl 4.30 søndag morgen. Herfra skal vi prøve at komme direkte til Suzhou med bus eller tog.

5/4

Tur til havnen, hygge på hotellet...

6/4

Idag er sidste dag på øen. Vi skal med båden til Shanghai kl. 16.30. Vi beslutter os for at bruge dagen til at udforske den gamle bydel der ligger omkring Puji-templet. Her er ret spændende at gå på opdagelse. Husene ligger tæt, med meget smalle pasager imellem. Husene ligger spredt på en måde, så det er en hel labyrint at færdes i. Gamle templer er lavet om til boliger. Rundt omkring støder man på små brolagte pladser. Hver gang er det med en underlig følelse af at mn går i deres baghave og at man måske går lidt tættere på beboerne end de bryder sig om. Jeg er ikke sikker på at kineserne har samme opfattelse af privatlivet - De er vant til at den lokale kommunistiske "work unit" har kontrolleret deres liv i detaljer: godkendelse af ægteskaber- og skildsmisser. anvisning af bolig og job, kontrol af et-barnspolitikken m.m.De bor mange mennesker på meget lidt plads og der er ikke nogt, der er hemmeligt eller diskret. Emma og Gustav har en bold med. Hver gang vi støder på nogle af de kinesiske børn, bliver bolden prøvende trillet hen til dem, med en opfordring om at lege. Forældrene er helt vilde for at deres børn deltager, men børnene selv er lidt reserverede...
Dele af den gamle by er rammet ind af høje tykke mure. Det ser ud til at byen har haft en bymur omkring, måske som beskyttelse mod familier fra Køge, og andre fjendtlige personer. Alt dette er blot gætværk, da vi som nævnt kun kan finde information på Kinesisk.

Efter et par timer i den gamle bydel, har Gustav efterhånden ryddet områet for små og store pinde. Jo, det er skam et slid at være turist !

Kl. 16 fik vi lov at gå ombord på båden. Vi var lidt spændte på hvad slags køjer vi skulle sove i. Trine havde købt billetterne ved billetkontoret hvor de absolut ikke forstod et ord engelsk. Billetpriserne på båden varierer fra 54 Yen til 300 Yen pr. snude. Vi betalte 320 Yen per billet !. En turist i køen kunne så fortælle os at vi havde fået egen kahyt. Så er det nok OK.

Da matros-inden på båden så vores billet, blev vi ført til skibets øverste dæk. Her vist hun os ind i vores kahyt. Det viser sig at vores kahyt nærmest er et hotelværelse, med to gode senge, klædeskab, farvetv samt badeværelse med toilet. Ikke lige hvad vi havde regnet med. Vi gik alle tidligt i seng og sov g..............

7/4

Vi vågnede pludselig kl. 6. Vi var lettere forvirrede, for båden skulle være i havn halvanden time før. Vi var dog i god tid. Vi havde endnu ikke anløbet Shanghai Havn.

6.30 på Kajen, 4 fortumlede danskere der skulle finde ud af at komme videre med tog til Suzhhou, samt prøve at finde lidt morgenmad. Vi tog direkte til Shanghai togstation, hvor vi fik lidt morgenmad inden toget afgik mod Suzhou.

I Suzhou indlogerede vi os på et rart hotel ved navn Ying Feng. Det ligger lige i den del af byen vi gerne vil bo i. Blandt gamle restaurerede huse, klods op ad smalle gader, (stinkende) kanaler, og søde, små broer.

Suzhou er en meget berømt turistby med 5,7 million indbyggere. Byen er kendt for sine mange kanaler, samt for sine mere end hundrede smukke gamle haver. De kinesiske haver er alle prægede af ingredienserne sten, vand, broer og små hyggelige thehuse.

Vel ankommet til byen, prøver vi at få styr på lidt praktiske ting. Vi har ikke haft mulighed for at vaske og tørre vores tøj den sidste uge, så vi har tre posefulde. Det viser sig at være umuligt at finde et vaskeri der kan hjælpe os for en rimelig sum penge. På det nærmeste hotel koster det 8 Yen for blot et par sokker. Det ender med vi får lusket tøjet ind på det lokale universitet, der har vaske-service for eleverne. Her får vi vasket alt tøjet for 16 Yen !!

8/4

Dagen starter med regnvejr. Lige vejr til en tur på silkemuseet, Suzhou Sichou Bowuguan. Her får vi mulighed for at lære om silkens historie, se silkelarverne i de forskellige stadier, samt en masse gamle brokadevæve fra gammel tid. Kina er anerkendt som det land der først fandt på at lave silke - for 4000 år siden. Byen Syzhou har spillet en central rolle som silkeby gennem historien. Besøgets højdepunkt var da Emma og Gustav fik lov at prøve en silkevæv.

Eftermiddagen gik med at besøge Beisi Ta, den højeste pagode nord for Yangze -floden.

9/4

Dagen starter med et besøg på Soochov-Universitet for at hente vores vasketøj. Universitet er et blandt Suzhous 4 universiteter. På Soochov er der 40.000 studerende. På legepladsen (egentlig tiltænkt for de voksne studerende, men bestemt velegnet for legesyge vestlændinge-børn) møder vi en jurastuderende. Han fortæller (eller rettere citerer sine bøger) at Kina er i sin 'modernisme-fase', mens vesten er ved post-modernismen. Efter højetideligt at have udbredt sin fantatiske viden på området, spørger han om vi tror det er rigtigt. Det er jo bare noget han har læst i en bog... Vi fik en snak med en repræsentant fra Kinas nye håbefulde generation, der udtrykker 'Vi må alle arbejde hårdt, vi har et land at bygge op'.Og det har han vel ret i....

Vi får købt et par drager til Emma og Gustav. Nu må vi se hvornår vi får prøvet dem...

10/4

Suzhou har et forlystelsesland (Suzhou Amusement Park) vest for byen. Nu må et være tid til en dag på børnenes præmisser. Vi tager bussen til parken, køber billetterne, hvorefter det begunder at REGNE. Det er ikke blot en byge... Det styrtregner hele dagen. Heldigvis har vi regntøj med. Desværre er Henriks sandaler ikke helt tætte.

Vi får prøvet diverse karuseller ol. der passer til vores alder og udviklingstrin (! ...). Vi var godt våde og forkomne da vi tog hjem for at tø op i et varmt karbad.

11/4

Sidste dag i Suzhou. Vi beslutter os for at besøge en af de haver byen er så berømt for. Vi valgte haven Wangshi Yuan,Garden of the Master of Nets. Haven var klart besøget værd. Emma og Gustav kunne garantere at alle havens guldfisk var mætte da vi forlod haven. Haven i sig selv er en stor oplevelse. Den er ikke præget at planter, som vi forstår en have. Derimod er haven delt op i en masse 'rum' der hver især er kunstfærdigt opbygget for at skabe en speciel stemning.

Dagen slutter i køje 22 og 24, i toget med kurs mod Beijing. Vi tænker tilbage på Suzhou, der klart har været den bedste by vi har besøgt i Kina.

12/4

7.04 ankom vi på Beijing togstation. Vi havde på forhånd besluttet os for at finde et hotel centralt i Byen. Det kan dog være lidt af et vidt begreb i en by så stor som Beijing, med 12,8 millioner indbyggere. Sædvanlig fremgangsmåde med familie og bagage på en restaurant (i dette tilfælde McDonalds), mens en af de arme forældre stormer området tyndt for at besøge de forskellige hoteller i området, og forhandle en god pris. Vi valgte området omkring den himmelske fredsplads.
Forbavsende mange hoteller afviste os med beskeden, at hotellet kun er for kinesere. Den kinesiske regering styrer hvilke hoteller der må tage udlændinge.Sandsynligvis for at sikre en vis standard. Heldigvis er der nogle hoteller der bryder disse regler. Ellers tror jeg ikke vi kunne finde et hotel i vores prisklasse. Vi bor nu på et gammelt kinesisk hotel i det gamle kvarter lige syd for den himmelske fredsplads. Lige i udkanten af et af de efterhånden få hutong-områder. Her har vi et stort værelse med sauna og det hele til en billig penge.

Vi bruger eftermiddagen på en tur i Hutongerne. Hutongerne er de gamle bydele i Beijing, med meget smalle gader. Her er en helt speciel stemning. Husene er forfaldne med lappede mure og tage. Små døre står på klem, og afslører endnu smallere passager der fører til de indre hemmeligheder. Nogle steder kan man skimte små haver. Andre steder fører de smalle passager blot til endnu flere huse. Dele af hutongerne er 500 år gamle, så der er ikke noget at sige til at det er forfaldent og primitivt. Husene har tilsynelandende ikke toilet, så rundt omkring i området er der fælles toiletter af en standard der ikke kan beskrives (men lugtes !) Ind imellem møder man en mand på cykel der kører rund og tømmer / renser toiletterne. Det er vældigt spændende at gå rundt her, mens man højtideligt erklærer at 'nu er man vel nok i Kina !'
Overalt i byen ser man hutong-områder der bliver ryddet til fordel for nye byggerier. I forbindelse med planerne for OL 2008, flytter man 2,5 mill. mennesker ud af byen (kilde : Kinamand Bjarne). Der skal gøres plads til at bygge 400 nye hoteller der skal stå klar til OL gæsterne. Endnu et af kinesernes mastodont byggeprojekter. Heldigvis har man valgt at bevare 26 af de gamle områder.

Sidst på eftermiddagen, gik vi en tur på den himmelske fredsplads. Det store mindemonument de studerende dansede omkring ved massakren i '89 er nu hegnet ind, og bevogtes af soldater. Det er endda blevet forbudt at tage et billede af det. Hvad det lige skal gøre godt for er ikke lige til at regne ud. Den himmelske fredsplads er meget stor og åben. Den er omgivet af de bygninger der udgør det kinesiske parlament, samt porten til Den Forbudte By. Her er et sand leben af folk. En del hygger sig med at sætte drager op. En del andre hygger sig med at genere os mod gode tilbud om alt muligt bras vi kan købe. Kl 18.40 samledes et væld af mennesker omkring et lille område i den nordlige ende af pladsen. Her er en daglig ceremoni hvor 32 soldater skal tage flaget ned. Mange kommor fast hver dag for at se det.

13/4

I dag er vi inviteret til Grill-fest hos Bjarne og Edyta. De bor i boligområdet Eurovillage nordøst for byen. Det var et dejlig frikvarter fra Kina. Bjarne og Edyta bor, med deres lille datter Annsofi, i en pragtfuld villa med have. Med til festen var en masse mennesker fra Polen, Finland, Danmark, Kina. De havde alle medbragt mad til festen, så det var en rigtig international cuisine. Der var IKKE ris !!

Vi havde en hyggelig dag/aften med øl, vin og dansk snaps. Ungerne fik lov at lege på en "rigtig" legeplads for børn og setegnefilm. Hver gang en tegnefilm sluttede, stormede Gustav ud til Bjarne for at sikre sig at han ville løse problemet. De nød virkelig det pusterum, hvor tingene ca. var som de plejede at være.

14/4

Søndagen var afsat til at se et smukt tempelområde beliggende i den sydlige del af Beijing. Templet hedder Tiantan, Temple of heaven, og var der kejserne bad om god høst m.m..
Temple of Heaven er placeret i et meget stort parkområde. I de kinesiske parker er der ofte flere små pladser med bænke. På en plads så vi Kinesere øve sig i dans. På en anden sidder en samling gamle mænd, hver medbringende et fuglebur med en kanariefugl. En tredie plads er omgivet en en øresønderrivende larm, af mænd der spiller hver deres melodi på et lille strengeintrument, mens ilfældigt forbipasserende damer og mænd står og synger foran ham. Det er musik, der i den grad strider imod vores ide' om god lyd og rytme...men interessant nok.

15/4

I hjertet af Beijing ligger Den Forbudte By. Igen og igen skal Emma høre historien om byen hvor kejseren boede, og hvor det er forbudt for andre at komme ind. Historien om de 24 kejsere der igennem 500 år har levet her med sine koner, koncubiner og tjenere totalt isoleret fra resten af landet. Hvis andre så meget som kiggede ind ad porten skulle de slås ihjel, thi ingen måtte vide hvor fint og godt han boede.
Med historien i tankerne, bliver facinationen ikke mindre når man først kommer ind bag de tykke mure. Her bliver historien ligesom mere virkelig.
Kejserens private by er beskyttet af meget høje tykke mure, der omslutter de mere end 900 huse. Den ene overdådige bygning afløser den anden. Tagene er belagt med kunstfærdige teglsten med drager og andre figurer. Udhæng, lofter og vinduer er udført af snukt udskåret træ.

Det er meget svært at beskrive byen, den skal bare ses. Det tager en hel dag at se blot dele af byen. Men det er det værd. Det kræver ro og tid af skrue tiden tilbage, og prøve at fornemme livet og stemningen i byen mens kejseren boede her.
Kejseren blev fordrevet fra byen ved en revolution i 1911, og byen har fungeret som museum lige siden.
Vi havde en god dag i Den Forbudte By, men nåede desværre ikke at se det hele. 16/4

Bjarne inviterede os på frokost. Han ville være sikker på at vi prøvede at få rigtig god kinesisk mad inden vi forlader Kina. Restauranten ligger meget tæt på Lama-templet, så vi havde en oplagt chance for at besøge det før vi skulle mødes med Bjarne.
Templet er Tibetansk, og huser verdens største Budda skåret i træ. Den er 18 meter høj. Udenfor templet sidder et stort mæssingskilt som bevist på at Budda'en er optaget i Guiness Book of records. Tibetanske munke er åbenbart også konkurence-minded.

Vi fik en rigtig god frokost. Kinamand Bjarne brillerede med at bestille på Kinesisk..

Dagen sluttede med et besøg i Beijing Friendship Store. Butikken, der er et levn fra dengang man kun kunne handle her med "turistpenge" (FEC), her er alt hvad man kan ønske sig, men til en højere pris, end man kan finde på markeder.

17/4

Endelig...Solskindsvejr.!!!! Vi spiser vores dumplings og nuddelsuppe på vores "stamsnask", hvor personalet hver morgen kommer storsmilende hen til os, og giver os det vi plejer at få, uden så mange dikkedarer. Bagefter trasker vi videre til Den Himmelske Freds Plads, hvor vi sætter dragerne op. Det blæser meget, de var lidt svære at holde i luften. Og Gustav er bange for at flyve væk i blæsevejret, så vi bliver ikke så længe...

18/4

Idag skal vi ud og se The Great Wall, den store mur. Muren er bygget som et værn mod fremmed magter (bla. Mongoliet), og strækker sig fra Gobi-ørkenen til østkysten. En strækning på flere tusinde km i bjergterræn !
Det er et fuldstænding vanvittigt byggeprojekt, der startede for 2000 år siden, og har kostet flere hundrede tusinde arbejderes indsats. Man vurderer at der er brugt 180 millioner kubikmeter jord, og 60 millioner kubikmeter mursten.
Muren fik aldrig tjent sit formål som værn, men har til gengæld været en vigtig transportvej gennem bjergene.
Muren har indtil for få år siden fået lov til at forfalde, da ingen har interesseret sig for den. Nu er man imidlertid blevet opmærksom på murens værdi som attraktion i Kina, og gør nu en indsats for at bevare dele af den.
Vi valgte at besøge det område der hedder Mutianyu, der ligger 90 km nordøst for Beijing. Kinamand Bjarne havde gode forbindelser til en bil der kunne køre os dertil, og hjem igen. Det benyttede vi os af...

Muren er en kæmpe oplevelse. Vi bliver fragtet op til muren på en bjergtop med svævebane. Når man står her og kigger ud over det hele, taber man fuldstændigt pusten. Man står på et kæmpemæssigt bygningsværk, der fungerer som mur. Muren er bred nok til at der kunne køre et hestekøretøj. Lige så langt øjet rækker (og sigtbarheden tillader) fortsætter muren gennem bjerglandskabet. Muren bugter sig op og ned, og med sving, bestemt af bjergenes forløb. Hver gang muren ændrer retning, er der bygget et stort vagttårn.
På den strækning vi ser muren, er den i ualmindelig god stand. Dele af den er restaurerede.
På et af vagttårnene står en kineser klædt ud som soldat fra gammel tid. Da han ser børnene, gør han et stort nummer ud af at se farlig ud. Han udstøder kamplyde, mens han laver karate-agtige bevægelser med armene. Hans forsøg på at virke farlig faldt dog lidt til jorden da Gustav tog hans hånd for at sige goddag.
Turen ned fra bjerget foregik ad en lang trappe. Det var lige så det snurrede i benene, da vi endelig nåede ned.

Vi havde besluttet os for at spise Peking And mens vi var i byen. Peking And er en specialitet for Beijing. Man får serveret en hel and. Anden er tilberedt på en helt speciel måde, hvor den først er pumpet op med luft, fyld med varmt vand, og derefter tørret. Anden bliver så penslet med nget jums, og grillet over frugttræ. Tjeneren kommer ind til bordet for at vise hele anden, hvorefter det sprøde skind med kød bliver skåret af. Det serveres med crêpes, og en speciel sovs. Det smager rigtigt lækkert.
I et af de gamle områder i byen, ligger en meget berømt restaurant, der har specialiseret sig i at servere Peking and. Vi prøver lykken, og finder restauranten midt i labyrinten af gamle huse. Vi fik en lækker and...

19/4

Dagens højdepunkt var besøget på Beijing Postkontor, hvor der ventede en pakke med gode ting og sager hjemmefra. Der var en ny samling af børnebøger til Emma og Gustav. Dejligt, de gamle kender vi efterhånden udenad. Der var også et udvalg af dansk slik - lækkert ! (og salt lakrids til forældrene !!!)
Med i pakken var også billeder, tegninger og hilsener fra børnehaven. Emma og Gustav er meget glade for at få hilsener fra dem derhjemme. De er stolte når de viser dem frem, for alle de undrende kinesere. Vi kigger på billederne, mens vi snakker om de ting børnene har oplevet med vennerne derhjemme. Den tid kommer snart igen...

20/4

Så er dagen kommet, hvor det er tid til at fortsætte vores rejse. Vi har nu været en måned i Kina. Vi synes selv vi har nået meget. Vi har besøgt Guilin, Yangshuo, Hangzhou, Poutoshan, Suzhou, og til sidst det mægtige Beijing.
Kina er virkeligt et stort land. Vi har kun set et lille udvalg, på den måned vi har rejst i landet, men vi har set brudstykker fra flere forskellige egne.
Kina er et spændende land at rejse i. Overalt ser man tegn på modernisering af samfundet. En process der ganske bestemt vil blive fremskyndet i årene frem til OL 2008, som jo holdes i Beijing. Det Kina vi har set nu, giver virkeligt en god chance for at fornemme de store samfundsmæssige ændringer, men også se de enorme kontraster mellem fortid og fremtid. Det bliver spændende at følge udviklingen i årene der kommer.

Udover at være spændende, har det været rimeligt hårdt at være i Kina. En af årsagerne er naturligvis den sprogbarriere vi møder overalt. Når man rejser "lav-budget", bor og færdes man jo også primært blandt kinesere, der ikke taler engelsk overhovedet. Det gør kommunikationen lidt begrænset. Og så er det anstrengende hele tiden at skulle forlare sig med simple gloser og en engelsk/kinesisk ordbog.
En anden årsag er den kæmpemæssige forskel på vores kultur, vaner og måder at leve på. Som vestlænding har vi nogle helt andre grænser for f.eks. hvilken hygiejne og toiletforhold vi føler os tilpasse med. Vi har også en anden opfattelse af privatliv og adfærd over for hinanden. Det betyder at man til tider får lyst til at tage det næste fly ud af landet.

Vi er glade for de oplevelser vi har haft i Kina. Vi har oplevet en tid i den Kinesiske historie der ikke kommer tilbage, og vi har fået nogle storslåede naturoplevelser.

Farvel Kina...
Rejsen fortsætter i Australien.