Ny side 1

OPLEVELSER I THAILAND

24/1

Så er turen endelig startet. Vi landede i Bangkok kl. 6 (morgen). Solen var endnu ikke stået op. Det første indtryk vi fik efter landingen, var at man får en speciel god behandling når man har børn med. Ved paskontrollen var en kø så lang at den sandsynligvis kunne nå helt hjem på Pedersvej ! 2 sekunder efter vi stillede os op i køen, blev vi venligt vist over til paskontrollen for Thai-borgere. Der var ingen kø, og vi skulle selvfølgelig ikke vente når vi havde børn med !!.
Det næste indtryk vi fik var en grundighed over det sædvanlige. Check - check og dobbelt-check af pas, visa og indrejsepapirer afslørede da også at børnene ikke havde underskrevet blanketterne (hvilken uorden). Det klarede Trine med venstre hånd og Gustav på armen, så det lignede vist meget godt...

Efter vi havde fået vores bagage, havde Gustav sin første kontakt med en indfødt. Han prøvede på lidt thai-engelsk at spørge Gustav hvad han hedder, men Gustav svarede bare med den sædvanlige frase: "gammel gedebuk"

Ellers må vi sige at vi stadig har Bangkok til gode. Vi har lidt tabt nattesøvn at indhente, så det eneste vi har oplevet efter ankomsten er en restaurant (eller måske mere et gadekøkken). Igen fik børnene en fantastisk opmærksomhed. Madmor holder grundigt øje med om børnene spiser det de har fået. Ellers prøver hun at bage et stykke brød til dem, for at se om det falder i bedre smag.

Alt i alt en god start på turen...

25/1

Dagen står på hygge ! Først en tur ned ad gaden hvor vi bor. Overalt et mylder af spisesteder. Der tilberedes mad i skåle og gryde alle mulige steder. Nogle steder er det muligt at sidde ved et lille klapbord ved vejkanten, andre steder sidder der blot en gadehandler på fortovet med et lille kogeblus og skåle med forskellige mystiske ingredienser. Ungerne fik øje på et MacDonnals skilt ved et butikscenter og havde en mening om menuen. Det var dog ikke spændende nok for de håbløse forældre der absolut skal udfordre skæbnen og spise så 'autentisk' som det sig hører bør.
Eftermiddagen tilbragte vi i Lumphini Park. En stor park der fungerer som et åndehul i storbyens larm og trafikkaos. Det tog 20 minutter at køre de 2 km. i Taxi. Hvis en Romer mener han er verdensmester i flabet og kaotisk bilkørsel, så skulle han tage en tur til Bangkok. Dette må være stedet for hans læremester og fører !! Hver vognbaneskift er en hård kamp mod biler, tuk-tuk's, motorcykler og busser. Det virker som en kamp der ikke kan vindes, med det går godt hver gang !?
Lumphini Park er et rigtigt hyggeligt sted hvor folk sover middagssøvn, løber motionsløb og leger med deres børn. Parken omkranser en stor sø hvor man kan leje robåde og kanoer.

Efter en god eftermiddag i parken besluttede vi os for at spise frokost i China Town. Igen er en Taxi nødvendig, Bangkok er ikke velegnet for fodgængere.
Det første man må gøre når man skal med en Taxi er at finde et stednavn på kortet man kan udtale. Taxi-førerne kan nemlig hverken læse kort eller navne skrevet med andet end thai-alfabetet. Første Taxi måtte sætte os af igen, da han ikke forstod hvor vi ville hen. Næste Taxi påstod han fortod det, og kørte os til et sted der heldigvis var i samme område som det vi havde bedt om.

KAOS må være den mest rammende betegnelse for China Town. Pludselig er man i en anden verden hvor ALT (også vejskilte) er skrevet på Kinesisk.

På en kinesisk restaurant prøvde Gustav at spise med pinde for første gang. 'De virker ikke' udbrød han irriteret og 'tabte' dem på gulvet. Han insisterede dog i at spise med pindene. Det betød at Gustav fik mad, men det gjorde de heller ikke ved nabobordet !!

Slut endnu en vellykket dag...

26/1

I dag stod vi rent faktisk tidligt op...Planen var at tage på en bådtur rundt på klongerne - kanalerne i Bangkok.
Tidligere blev Bangkok kaldt Østens Venedig, men mange af klongerne er nu fyldt op og bebygget. Der er dog stadig store områder, med kanaler, flydende markeder, huse/butikker/fabrikker på pæle og smukke templer i stort tal. Vi sejlede med long-tailbåd fra en lille ponton-bro ved Meuang Khea templet. Long-tail båden er en lang, smal, fladbundt båd med et gigantisk piskeris i enden og en ligeså gigantisk motor. Den er meget manøvredygtig og yderst velegnet til de smalle klonger.
Efter en kort tur op ad floden Chao Phraya sejlede vi ind i Thonburi området, hvor små usle og faldefærdige huse stod side om side med mansions i flere-millioner-bath-klassen...blot en af Bangkoks iøjefaldende kontraster.På de små kanaler så vi , hvordan folk bor og lever; vasker op, handler, bader - i det alt andet end rene vand -, passer bedstemor på verandaen eller bare "hænger ud".Frokosten til arbejderne i de små fabrikker bliver bragt og tilberedt i de små "robåde", som er en del af det flydende marked, der stadig består.
Undervejs gjorde vi holdt på en slangefarm, hvor vi så nogle mænd lave drabelige stunts med giftige slanger. Det tangerede dyreplageri... men lad nu det ligge. Samt en orkide farm, hvor vores guide - udover at fortælle om de mange forskellige orkideer, der findes, også kunne fortælle om krydderier og urter, frit tilgængelig i naturen. Og den slags er jo altid spændende.(Vi var 7, der lyttede, hvoraf 4 var børn. Resten fandt et sted med kolde øl...)
Turen var virkelig spændende og stemningsfyldt og selv Emma og Gustav nød den - måske primært fordi der var danske børn med på deres alder.
Eftermiddagen tilbragte vi ved hotellet, så Gustav kunne få en ordenlig lur, og vi andre få læst, skrevet, tegnet og øvet sig på klokken. Det blev nu ikke til så meget af noget af det, da Emma kedede sig/savnede sine venner og syntes det var lidt anstrengende det hele så hun fik lidt "special care" istedet for.

27/1

I dag ville vi også tidigt op og have noget ud af dagen... Vi vågnede friske og veludhvilede 10.30 og nåede lige akurat morgenmaden inden køkkenet lukkede. Til vores store trøst kom den danske familie fra i går endnu senere. Stor gensynsglæde hos børnene.
Efter morgenmaden tog vi sky-train til det kæmpe store week-end marked, hvor alt fra kæledyr til have- vandkunst og billige kopivarer i alle afskygninger kunne købes. 8600 stande ialt efter sigende, 10 gange så mange mennesker og alt sammen under en form for halvtag. Vi holdt ud i ca.3/4 time og mente så at nu kunne vi sige, vi havde været der. Et vældig spændende sted at gå og snuse, men medbring ikke klapvogn og store ryksække...
Efter den varme tur tog vi ud i Lumphini parken med div. spiseligt og drikkeligt og slappede af/legede - ligesom resten af Bangkoks befolkning gjorde.

28/1

Dagen var afsat til at besøge Grand Palace. Vi tog tidligt fra hotellet for at tage en express-båd til Grand Palace. Det viste sig at være en rigtig behagelig transportform. Man kommer helt væk fra gadens larm og bilos. Man skal dog være godt vågen når man skal med båden, da der er en del både der lægger til kajen, og det ikke er lige til at gennemskue hvilken båd der er den rigtige. Så må man blot stole på at ma n har vekslet de rigtige fingertegn og støn-lyde med de lokale der opholder sig i nærheden og derigennem fået en klar ide om at man er på rette vej. Når så endelig man skal stige af- eller på båden, er det op til en selv at nå det i de 5 sekunder bagenden af båden er i nærheden af molen. De sekunder skal til fulde udnyttes for at nå af med 2 børn, hvoraf den ene har forelsket sig i en skrue der holder skortenen, samt taske, klapvogn og hvad man ellers har med sig af garanteret uundværdlige ting.( Det er godt vi er så gode til at begrænse os !!???)
Grand Palace er svær at beskrive, det skal bare ses. Et stort paladsområde oprindeligt bygget at kong Rama I, og senere udbygget /beboet af efterfølgende konger. Det er en skøn blandig af flotte templer og figurer belagt med bladguld, samt et væld at flotte farver og former. Det er også her man kan komme og "humme" mod den helligste af alle buddaer, nemlig den 66 cm. høje smaragd-budda, der er omgivet af en fantastisk historie.
Vi brugte kun et par timer i området da det var citat : 'Keeeeedeligt' citat slut.

Hjem til en tiltrængt lur på hotellet, mens Henrik skulle prøve at få flyttet data fra vores kamera til en CD.
Det viser sig til vores store overraskelse at dette kun kan lade sig gøre et enkelt sted i Bangkok, beliggende i et enormt computercenter i 5 etager.
Nemt nok, da hotel-bossens søn tilbød at vise vej til stedet. MEN !!!, hvad vi ikke lige vidste var hvordan trafikken fungerer i Bangkok om eftermiddagen. Det tog 3 TIMER for en Taxi at køre de 6 km retur. Det eneste der ikke viste tegn på at stå stille var det udemærkede taxameter der kunne tælle trøstesløst med en lyd der virker ret provokerende når man sidder på bagsæddet og ikke kan finde den nødvendige tålmodighed.
Efter den lange tur, blev familien igen forenet på hotellet med den simple opgave at finde en restaurant i nærheden.
Regel nr. 1 når man er i Bangkok er at man ALDRIG skal sige ja tak, når en TUK-TUK kender 'et godt og billigt sted, som han gerne vil køre dig til'. Den regel kendte vi godt, man man kan jo som bekendt ikke lære af andres fejltagelser.......

29/1

Dagen gik med at shoppe på Silom RD. Det var ret skægt. Trine forhandlede om et par kjoler til Emma, med stor succes.
Ellers stod den på hygge, inden vi skulle afsted med bussen til Mae Sot kl. 20.45. Det viste sig at være en rigtig god transportform. Vi fik lidt søvn på turen...

30/1

Bussen ankom til Mae Sot 04.30. Som aftalt blev vi hentet af Mr. Lar på busstationen. Det kan nok være at ungerne fik øjne da det gik op for dem at vi skulle sidde på ladet at Mr. Lars Land Rover. Begejstringen var total.
Efter et par timers søvn, samt lidt morgenmad. besøgte vi grænsen til Burma. Her er et grænsemarked, med smugler-cigaretter, sprut, legetøj, mad samt alt andet man kan forestille sig. Markedet ligger på flodbredden til den flod der danner grænsen mellem Burma og Thailand. Den officielle overgang er en stor bro der krydser floden. Den uofficielle er under broen, hvor folk vader over floden med alle deres varer. Burmesere kan tage til Thailand, men Thailændere må ikke krydse grænsen.
Emma fandt en smuk ring, Trine købte 5 elefanter.
Herefter gik turen mod Umphang. Planen var at vi skulle med den lokale trasnport til byen, med den famøse Mr. T. havde arrangeret egen ladvogn til os pga. børnene. Vi var lettede da vi endeligt kom til Umphang. 4 stive times dødskørsel på ladet af bilen og køresyge gjorde ikke turen særlig fornøjelig. Det var bjegkørsel med skarpe sving hele tiden. Turen er på 170 km og har på denne strækning ca. 1200 sving !! Det er ikke så mærkeligt den beskrives i bøgerne som 'death highway'.
vi blev indlogeret i et hus med bad,toliet og myggenet. Efter at have provianteret med 4 dunke myggeolie og snakket med de guider der skal med os i junglen, er vi klar til at starte...

31/1

Vi står tidligt op, for at køre til floden Mae Klong. Her venter 3 tømmerflåder. Tømmerflåderne er blot 12 lange bambusrør bundet sammen med noget bast, Vi blev pladseret på midten af tømmerflåden med vores bagage. En flåde-chauffør i hver ende arbejder ihærdigt på af styre flåden med hver deres pagaj / åre / paddel eller hvad sådan en nu hedder.
Turen ned ad floden var utrolig smuk. Omgivet af tæt jungle, til tider skiftende til høje klippevægge, nogle steder med vandfald der viste en smuk regnbue når man nærmede sig.
I beskrivelsen af turen fik vi at vide at man kunne være heldig at se forskellige dyr, bla. gibbon-aber ved vandkanten. Det kræver blot at man er lidt stille. Det var vi (læs Gustav) ikke !!!. Gustav snakkede fanden et øre af på hele turen. Vi var efterhånden helt sikre på at alle dyrene havde fundet en anden skov at bo i.
Vi holdt et par pauser undervejs, bla. ved en varm kilde hvor vi kunne soppe. Efter 6 timer på floden, slog vi lejr i junglen lige ved floden. Her havde vi eftermiddagen til at hygge og tage os og slappe af. En af vores guider fik hurtigt lavet en kop og en ske til hver af os af en stor bambus.
Vi fik et lille telt at sove i. Det var underligt at sove i junglen. Der bliver MEGET mørkt allerede kl. 18.30, og skoven er fyldt med fremmede lyde fra forskellige dyr. Måske de havde mod på at vende tilbage trods Gustav !?
Da vi gik i seng, gik 2 af vores guider på jagt efter frøer til morgenmaden næste dag....

1/2

Næste morgen var det tid til at fortsætte til fods. En ekstra guide var med for at kunne hjælpe med børnene, men de ville selvfølgeligt ikke bæres af ham. Det var en ret hård tur, der går mest opad bakke. Man går/kravler op ad bakker /klipper /skrænter i dybe elefantspor. Disse spor skyldes at turen kun kan tages af elefanter i regntiden hvor alt er mudder. På trods af det besværlige terræn med væltede træer og floder der skal krydes på tynde bambus-broer, gik det faktisk hæderligt. Vi brugte ca. 5 timer på at gå de ca. 11 km i fugleflugt. Specielt Emma viste sig at være rigtig skrap til at gå. Hun gik næsten hele turen selv. Gustav var for lille, og blev praktisk taget båret hele vejen af Henrik og Trine,
Junglen er utrolig smuk, med varierende bevoksning. Det er dog den tørre periode, så der er praktisk taget ingen blomster.
Vi slog lejr ved det store Thi-law-su vandfald,(Thailands største) hvor vi fik mulighed for at bade. Det var meget smukt ...og skide-koldt, men dejligt at få noget af snavse skyllet af kroppen. Vi var trætte i skuldre og fødder, så vi fik lidt thai-massage af vore guider. Igen fik vi aftensmad i bælg-ravende mørke, mens vores guider delte rundhåndet ud af den hjemmebændte whiskey. (Happy Water)!.

2/2

Næste morgen skulle vi gå igen !! 8 km gennem jungle til en Karen-landsby der ligger isoleret isoleret i junglen. Høns, geder, grise, køer, elefanter, børn i en skøn sammenblanding. Byen betår af ca. 30 familier, startede med kun 3 familier for 300 år siden. De lever som var man i lejre forsøgscenter. Ingen El eller andet moderne tingeltangel. De bruger dagen på at skaffe mad, og dyrker det der er nødvendige for at opretholde livet. Vi overnattede i et hus bygget i pælehus af teaktræ ca.1,5 m. over de øffende grissebasser og skrabende høns. Byen var virkeligt en fasinerende oplevelse.

3/2

Denne dag står på elefantridning. Op kl 7, hurtig morgenmad inden elefanter kommer. Henrik, Emma & Gustav på en elefant, Trine + Sonaul på den anden.
Sikken en gyngetur!! Elefanterne kæmper sig op ad bakker og ned ad skrænter, mens vi kæmper for at holde fast. Et par floder bliver også krydset. H,T,E's elefant er tilsyneladende snotforkølet. Med korte mellemrum skulle den nyse, med det resultat at KASKADER af elefantsnot blev sendt baglæns og ramte os der sad i kurven på toppen. Emma syntes ikke om at få snot i sine sandaler og på hendes slikpose..og blev lige mopset hver gang. Efter 3 timer på ryggen af elefanten, var vi så tæt på en vej, at vi belv samlet op af en Land Rover og kørt tilbage til Umphang. Her overnattede vi til vi næste dag skulle tilbage til Mae Sot.

4/2

Dagen var præget af turen på 'death highway' fra Umphang til Mae Sot. De samme 1200 sving på 170km (suk)
Indkvartering hos Mr. Lar, hvor vi regner med at bive et par dage, så vi kan holde Emmas fødslesdag i ro og mag.

5/2

Så er det endeligt Emmas fødselsdag. Mr. Lar havde købt en lagkage med Emmas navn og med 5 lys. Det var vi alle glade for. Da vi checkede vores mailbox, havde Emma fået adskillige fødselsdagshilsner fra familie og venner. Der var også en hilsen fra børnehaven. Mange tak til jer alle sammen...
Emma betemte menuen aftensmaden, så den stod IKKE på ris. Vi fandt Mae Sots eneste Burger-restaurant. Alt i alt en god dag...

6/2

Vi gjorde et ihærdigt forsøg på at minimere antallet af tasker/ryksække. Og det lykkedes at få det hele kogt ned til 2 MEGET proppede ryksække og en klapvogn. Vi må sande - endnu engang -at det er svært at rejse let...Men det lykkedes og det lykkedes også at nå mini-bussen til Sukhothai - Thailands første hovedstad.

Efter 3 timer ankommer vi og får en tuk-tuk til at køre os til gasthouse no. 4 - nogle bambus bungalows i et hyggeligt, ROLIGT hjørne af byen til 180 bath/nat (ca. 35 kr.)
Det er varmt idag og vi orker kun lige at tage en afstikker for at købe forfriskninger, og for at lære Gustav at gå på sine egne ben igen - han har fået smag for at blive båret på trekking turen, og kan ikke flytte sine egne ben, og som godtfolk måske ved, kan opdragelse ende i nogle larmende opgør, hvilket denne - og sikkert flere der følger - også gjorde. Så vi vagte stor morskab for lokalbefolkningen, vi passerede.
Emma og Gustav fandt nogle thaibørn, de kunne lege med, til stor glæde for alle parter.

9/2

Vi har nu været i Sukhothai/guesthouse no. 4 i 4 dage og nydt det til fulde. Der er mange ting at se/opleve udover den "gamle by", og en del af det får vi fornøjelse af, fordi vi har sådan en foretagsom "chauffør": En mand, de har kørt os rundt i sin samlor (knallert med sæder foran sig) de sidste 3 dage. Han startede med at køre os til den gamle by dvs. en fascinerende ruinby - det oprindelige Sukhothai fra 12-1300 tallet spredt over flere km2.
Da det var så langt væk fra den nye by og spredt over et stort område, valgte vi at lade os transportere - hvilket viste sig at være en rigtig god ide'. Børnene kunne selvfølgelig ikke interessere sig mindre for ruiner af wat'er og buddhaer, men syntes vores chauffør og hans samlor var alle tiders, så han fungerede også som babysitter, når ungerne syntes, at nu kunne det være nok.

Dagen efter kørte han os til et meget specielt sted" Wat Thawet". Et wat, der blev genopbygget af en munk efter en drøm. Munken har udover at restaurere det gamle wat og lavet det til et stort uddannelsescenter, også bygget og malet over 100 figurer i fuld størrele, der illustrerer forskellige historier fra buddhismen. Et meget spændende og specielt sted, hvor også Emma blev fænget af de eventyrlige historier, og hvor vi blev inviteret på kaffe med munken (søn til ham der har bygget det).
Det var egentlig vores hensigt at tage hjem, spise frokost og få puttet Gustav lige bagefter, men vores chauffør sagde en frygtelig masse på thai - og lidt på engelsk (han taler ikke meget engelsk, og vi er for det meste i tvivl, om vi har forstået hinanden korrekt) og vi skulle tilsyneladende lige se et marked inden vi tog hjem. Og det gjode vi så. Han havde ikke nogen egentlige bagtanker med det (det skulle da lige være fordi han var sulten og skulle købe noget mad) Jeg tror bare han have en forestilling om, at det ville vi gerne se som turister.

I dag den 9. havde vi oprindelig en plan om at slappe af. Vi syntes vi havde gjort vores pligt som turister de to foregånde dage. Men midt i morgenmaden kaldte vores chauffør på Emma: 'Emma swim???' Han mente, vi måske ville ud til en swimming pool nogle kilometer uden for byen. Emma havde allerede lys i øjnene og stod og hoppede af begejstring og Gustav havde fået øje på hans samlor. Det var allerede varmt skønt klokken kun var 10, så alt ialt var det jo god ide'.
Vi kørte lidt efter nogle få km. til en fin pøl, som vi havde for os selv. Det var ikke bare en god ide', men en rigtig god ide'. At vi så også fik set et mere ligegyldigt akvarium bagefter er en anden sag...
Om aftenen blev vi inviteret til middag med mogle af de andre hytters gæster hos de to thaidamer, der ejer stedet her. De havde lavet stor middag sammen med en tysk gut, der havde taget et kursus i thai madlavning her i guest houset.
Vi har efterhånen haft megen kontakt til damerne gennem børnene: Emma er nysgerrig og god til at skabe kontakt til andre. Hun får hurtigt tiltusket sig en tilskuerplads i - f.eks. køkkenet under madlavningen, men inden længe hjælper hun til osv. Og Gustav er jo baby'en og nuttet og iøvrigt afsindigt snaksalig. De elsker at have børn her, selvom det ikke er de mest velegnede huse: Hvergang børnene hopper ned fra sengen er vi bange for, at de går igennem de spinkle bambus gulve og hele hytten står og ryster.
Men de er elsket her og der bliver draget omsorg for dem. Der bliver lavet mad specielt til dem. De får stukket frugt,drikkevarer, mad og slik i hånden hele tiden. De bliver knuset og holdt om - ofte i for stort omfang, synes børnene. Der bliver skaffet speciel kniv til Emma, så hun ikke skærer sig, når hun hjælper i køkkenet osv. osv. Det er meget rørende at se, børnene stortrives, men man føler sig sat lidt ud af spillet som forældre ind imellem.
Nu skal vi til fest her i huset, lad os se hvad den, og morgendagen bringer...

10/2

16 km udenfor Sukhothai ligger en lille landsby, hvor alle fa milier i byen laver potter, krukker, figurer og alt andet man kan forestille sig at lave i brændt ler.
Under deres faldefærdige byhuse opholder hele familien sig. Det er en rodet blanding af høns, hunde, spædbørn der gynger i en bambusvugge, mens der er en sand masseproduktion af lertøj omkring dem. Vi var helt syge over alle de smukke ting, som vi desværre ikke har mulighed for at slæbe med hjem.
Trine forelskede sig i nogle store potter (1,5 m i diameter) med alle mulige mønstre. Det blev kun til 4 fisk der skal hænge hjemme i badeværelset. Nu må vi se hvordan vi får dem hjem (de kan næppe svømme selv).
Hver familie har en kæmpeovn der kan rumme adskillige potter, selv de helt store. Udefra ligner de en stor jordvold med en dør så man kan gå derind. I enden er et stort brændkammer, hvor de lodser brænde ind i de 3 døgn brændingen tager.
Vi undrer os stadig over at man samler så mange potterier i en by der ikke laver andet. Måske er de lidt fantasiløse, så de kun kan komme i tanker om at lave det samme som naboen !?

11/2

Dagen var kommet, hvor vi skulle videre. Værten vi boede hos havde en søster der tilfældigvis skulle til Phitsanulok for at handle, så hun havde hurtigt arrangeret et lift til os. Det er bedst med børnene, som hun sagde. Ikke et ord om os voksne, men vi fik da lov til at komme med også. Igen en ladvogn. Trine og ungerne fik en madras på ladet, Henrik fik en plads på forsædet. Turen tog en times tid, og blev udnyttet til at få en masse historier og information om livet på egnen. Damen der kørte os, Naan (det hedder hun vist nok !? Naan betyder vand, men det kan man vel også godt kalde sig), fortalte om sig selv og sin familie. Hun har prøvetg at få børn i adskillige år, med hjælp fra speciallæger. Efter nogle år, ko nstaterede lægerne at Naan og hendes mand ikke ikke kan få børn. Så flyttede familien til Sukhothai fordi manden fik arbejde ved grænsen til Burma. Naboerne, som straks begyndte at interessere sig for den barnløse familie, anbefalede dem et besøg til Wat Maharat i Phitsalulok. Her er den berømte Budda kendt for at kunne hjælpe med den slags ønsker. Med et lille håb tog Naan og hendes mand til templet, for at bede Buddaen om en søn. De lovede Budda at komme med en gave når barnet fyldte 5 måneder. Samme nat (ham Budda arbejder hele døgnet) drømmer Naan at hun besøger templet. Udenfor sidder en lille pige, ca 5 år gammel, og tegner i jorden med en pind. Naan går forbi, men den lille pige kalder på hende. Hun spørger om hun må komme med Naan. Naan siger nej, for hun vil ikke have en pige. Hun vil have en dreng. Pigen bliver så ulykkelig, at Naan tilsidst tager hende med sig. 16 dage efter denne drøm, viser det sig at Naan er gravid.
Hun føder en sød lille pige, og alt er tilsyneladende godt. Lige indtil pigen er knap 5 måneder. Hun bliver frygtelig syg med høj feber. Lægen giver op efter at have forsøgt at hjælpe, og forbereder de ulykkelige forældre på at pigen ikke overlever !
På dagen hvor pigen er 5 måneder, tager moderen til templet med den gave hun lovede Budda. Hun er frygtelig bange for at pigen ikke lever når hun kommer tilbage, men et løfte til Budda holdes uanset omstændighederne.
Da Naan kommer hjem, er pigen helt rask og feberfri. Hun har ikke været alvorlig syg siden..
Efter en tid forsøger de igen at få et barn. Efter nogle år er det ikke lykkedes, og de beslutter sig for at søge hjælp igen i Wat Maharat. De beder til Buddaen, og ønsker at de må få et barn igen, og beder om en søn , som de jo ikke kunne få første gang. Igen havde hun en drøm. I drømmen var hun i templet. En munk siger til hende at hvis hun vil have en dreng, skal hun vælge mellem 2: Den første ville leve et langt liv, men være dækket helt af sort hår på hele kroppen, og ligne en abe. Den anden ville være det smukkeste barn man kunne forestille sig, men kun leve i 2 år.
Naan sagde til munken at hun ikke ville have nogen af de 2 drenge. Munken svareede, at hun så ikke kunne få en dreng. Kort tid efter var hun gravid igen, og fødte en pige. Hende mødte vi, hun er nu 3 år.

Det var meget spændende at høre om hendes oplevelse og drømme. Man fik et klart indtryk af hvor meget Budda betyder for hende, og hvor stærk hun er i sin overbevisning om at besøget i templet er afgørende for at hun nu har to døtre.

Nå, men vi nåede frem til vores hotel i god behold. Allerede ved ingangen til hotellet mødte vi en hollandsk familie med to små børn, så der var legekamerater de næste par dage..

15/2

Nu sidder vi så i bussen igen , denne gang med kurs mod Bangkok.
At køre i bus i Thailand er en oplevelse med traditioner, der ikke ligner de danske. Det er en 6 timers tur, og det er jo varm, så vi sørger for at proviantere rigeligt inden afgang: Vand, cola, juice, yoghurt og snacks i lange baner. Vi var mindre forberedte på, at vi bliver så rigeligt forsynede af personalet på bussen. Med den beskedne plads, drikkevarer, poser, risretter i flamengobakker, kyllingelår i bananblade, og en aktiv 2 1/2 årig,...fjernsynet, der nådesløst kværner med en thai komedie for fuld styrke i bussens loft ca. en meter fra vores hoveder... og efter adskillige uheld med juice ned over Gustav, vand på sædet (aaaaadd, det er vååådt...) og ris en mas på gulvet, kan Henrik og jeg ikke andet, end at grine hysterisk. Nå ja, så blev vi så kloge...

Hvad kan man sige om Phitsanulok ? Det er en stor og larmende by. Der er egentligt ikke meget at komme efter. Som i de andre byer er der mange flotte templer. Vi valgte at besøge Wat Maharat (det tempel som Naan berettede om). Det har en af de mest berømte Buddaer i landet, næst efter den i Grand Palace i Bangkok. Større turist-helvede skal man lede længe efter. I alle templer vi har besøgt skal man opføre sig sømmeligt, og undgå at tage billeder. I dette tempel er alle i færd med at tage billeder af familien foran Buddaen. Rundt omkring på tempelområdet er forskellige Buddaer, hver med sin betydning. Emma, Gustav og Trine gennemførte ritualet foran en af dem, med røgelsespinde, lotusblomst og hvad dertil hører.
Alting er på Thai, så vi ved ikke hvad den pågældende Budda er god til. Det kommer nok i en drøm, hvis ellers Budda forstod dansk. Måske jeg drømmer om en stor Tuborg ølbil der parkerer foran vores bambushytte på Ko Lanta...
I byen er også et spændende museum der beskriver livet i Thailand mange år tilbage, samt et bronze-støberi der fabrikerer Buddaer. Det var spændende at se.
Meget af tiden brugte vi sammen med den hollandske famlie. Pigen RRRRRReeneee og Emma legede rigtigt godt sammen. Vi regner med at møde dem igen på Ko Lanta.

4/3

Vi blev i Bangkok 3 dage. Dels for at få vasket vores tøj. Vi var løbet totalt tør for rent tøj. og dels for at sende nogle ting hjem til Danmark (meget dyrt med alm. postgang, men ca. halv pris med båd).
Vi har begge været lidt ærgerlige over den sidste del af vores rute, med 2 uger i både New Zeeland, Tonga og Californien, og kun 1 måned i Australien, Efter at have gået længe og spekuleret hver for sig - bliver vi enige om, at droppe New Zealand helt... Lidt trist,for det kunne jo være spændende, og alle mennesker siger en masse positivt om landet. Men det har ikke egentlig været på vores ønskeliste. Vi valgte at blive de 14 dage, fordi vi nu var der og det er jo langet væk hjemmefra... man kommer der ikke lige igen.
Istedet har vi nu planlagt en uge mere i Australien og på Tonga og mellemlander kun i N.Z. Vi er begge helt lettede over at have lavet flybilletterne om, og skal ikke længere bruge en masse energi på at finde ud af, hvordan vi bedst bruger 2 uger på N.Z.
Så vi fik ordnet en del praktiske ting, set Wat Pho og børnene fik tilbragt endnu nogle dage hos deres elskede Mr. T. - ejer af det hotel vi - nu 2 gange - har boet på i Bangkok. Både Emma og Gustav glædede sig til at se ham igen og det var tilsyneladende gengældt, for velkomsten var meget varm fra hans side.
Nok er "Newrotel" måske ikke det billigste eller lækreste hotel i Bangkok, men det er ok, der er en god atmosfære og for børnene fungerer det som et lille holdepunkt, vi han vende tilbage til endnu nogle gange inden vi flyver til Australien.

Nu er vi så endelig kommet til Kho Lanta. Vi ankom med bussen kl. 6 morgen til Krabi og blev straks kabret af div. Bongalow-udlejningsvillige thai folk. Vi hoppede på pinden og fik også arrangeret transport til Lanta med bil straks, frem for at vente 2 1/2 time på at komme med færgen.
Så vi ankom relativt smertefrit til vores bungalow "Lanta Lodge" midt på østkysten af Lanta. Den ligger 20 m. fra stranden i en meget smuk kokosplantage, så det er med at dukke sig, når kokosnødderne eller de 3 m. lange visne palmeblade falder fra toppen af træerne.
Der er adskillige huller i tagene på bongalow'erne, men kokosplantage-jord er tilsyneladende"god" jord, så palmerne bliver, hvor de er.
Den hollandske familie vi mødte i Phitsanulok har nu slået sig til os her på Lanta, så nu er vi to familier der er rørende enige om ikke at lave ret meget andet, end at bevæge sig mellem bungalowen, stranden og spisestederne. Vi har det enormt hyggeligt og børnene leger godt sammen.
Datteren Rene, som Emma leger med, er en køn lille pige med kort hår. Emma og Trine blev hurtigt enige om at Renes korte hår var sagen, så Rene måtte pænt tage med til Sim Salabim (Ban Saladan) for at stå model.
Emma er nu helt korthåret. Det er hun glad for her i varmen, og så er det rigtigt sødt til hende.
På stranden var en mand igang med at fjerne en stolpe. Til det formål brugte han en hammer. Det fik dog hurtigt en ende, for Gustav fik hurtigt opsnuset at der var værktøj på stranden, snuppet hammeren ud af mandens hænder, og med alvorlig mine fandt han et par muslingeskaller og en pind der trængte til en gevaldig omgang med "mandens store hammer". Nå ja, problemet var jo ikke større end at manden kunne prøve igen imorgen...
På et eller andet tidspunkt lejer vi en bil og tager en tur på øen. Der er et par små byer vi gerne vil se.
Vi har nu begge (T&H) taget et 4-dages PADI "open water" dykkerkursus her på øen, og har fået PADI-certificat som vi kan bruge fremover. Måske får vi lyst til at dykke lidt i Australien eller Tonga-øerne.
Trine havde et lettere anstrengt forhold til tanken om at dykke, men valgte at udfordre det, citat:"...... det er så fedt... DET ER SÅ FEDT..." citat slut. Vi dykker til max. 18 m. og er et sted mellem 1/2 og 1 time under vandet ad gangen, afhængig af bla. hvor dybt vi går, og hvor hurtigt vi bruger iltbeholdningen. Vi kan se koraler, og alle mulige underlige og smukke, farverige fisk - enkeltvis eller i store stimer, der viger fra os som et stort tæppe, når vi kommer glidende gennem vandet. Vi har set store blå søstjerner, kassefisk, store flotte "lion fish" - uha, giftig, skorpionfisk - uuuha, også giftig... og leopardhajer (venlige hajer) og mange andre fascinerende ting.
Vi har nu dykket ved to forskellige øer, Ko Bida (Shark Point) og Ko Ha, der hver især ligger 2 timers sejlads fra Ko Lanta. Det er virkelig spændende dernede - og det er meget let at blive grebet af det og glemme sin dybde, eller at holde øje med sin "boddy" (man bør altid dykke to sammen) og instruktøren, hvis der er et eller andet, der lige skal undersøges. Vandet er fantastisk varmt. Selv på 18 meters dybde er vandet 30 grader !
Nu hvor vores hollandske venner, Tom og Jenine er kommet, og da Tom også dykker, vil vi gerne tage med ham ud/ned, mens Jenine passer børnene.... Det kunne være godt, hvis det kunne flaske sig på en rimelig måde.
Det var vores oprindelige tanke at tage herfra efter 2-3 uger og lige nå at se Korat inden vi tager til Kina d. 20/3, men nu har vi ændret vores planer. På fredag tager vi til Ao Nang nær Krabi. Vi regner med at blive der til vi kommer til Bangkok for at flyve til Kina d. 20/3.

Planerne har det med at ændre sig...

6/3

Dagen var kommet, hvor vi besluttede at se os lidt omkring på de andre områder af Ko Lanta. Vi besluttede os for at leje en bil, og inviterede den hollandske familie med. Det endte med en 4WD Suzukki Jepp med plads til 4 personer. Her sad vi 4 voksne og 4 børn, hoppende rundt mens bilen sneglede sig frem på veje der er mildest talt dårlige. Til sammenligning tror jeg månen er langt bedre at køre på !
Første stop var en grotte der ligger midt på øen. I bøgerne beskrevet som absolut et besøg værd, men umuligt uden en guide. Da vi kom frem krævede de 200 penge per næse for entre med guide, så vi forsøgte at forklare dem at vi bare ville kigge indenfor selv. De blev blot ved med at forklare prisen. Med vores forklaring "sorry, money no have" accepterede de dog at vi forsatte mod grotten. Vi fandt aldrig grotten, men alene vejen til den var ikke mulig for små børn. Det var heldigt vi ikke fik betalt for det...
Vi fortsatte ufortrødent vores tur til østkysten af Lanta. Her besøgte vi en lille fiskerlandsby. Et lille samfund der er kommet fra Malaysia for rigtigt mange år siden (det betyder jeg ikke ved hvornår). Det var tydeligt at se at det var et andet folk. De lignede slet ikke thai-folket.
Videre op ad kysten. Det var virkeligt glædeligt at se at der stadig ikke er turister på denne del af øen. Her får man et indtryk af hvordan der har set ud før Lanta blev en svensk koloni (her er hulens mange svenskere, der er endda en butik der hedder System Bolaget).
Vi nåede sikkert hjem igen, trods frygten for manglende brændstof. Måleren viste halv fuld eller tom afhængig af om lyset på bilen var tændt eller slukket. Med det lange lys kom der lige lidt ekstra i tanken !!??..

8/3

Den store flyttedag fra Ko Lanta til Ao Nang var nu kommet. Man kan vælge mellem en bådtur til Krabi på 2 timer, eller en minibus til Krabi. Båden afgår allerede kl 8 om morgenen, så da vi fik at vide at der gik en bus kl. 11, valgte vi den istedet. Vi havde booket plads i forvejen, så alt er jo på plads !???
Klokken slog 11 og vi hankede op i alle tasker og børn for at være klar når bussen kom.... når bussen kom.... når bussen kom.... Sikke noget bras. En hutig forespørgsel i receptionen, hvor vi havde købt billetterne, afslørede at bussen nok skulle komme. Måske kl. 12, Måske kl 13, Måske senere...
Vi blev ret sure og krævede pengene tilbage. De forstod ikke det var noget problem "It is nice weather, and You have whole day to go to Krabi. No problem, No problem !"
Vi fik vores penge, og drog selv til Sim Salabin for at ordne sagerne. Her fik vi en bus til at køre os med det samme. Det var vist den bus der skulle køre kl. 13, så vi spekulerede på om der nu var andre der kom i samme klemme.

3 timer efter var vi i Ao Nang nær Krabi. Det var godt nok lidt af et chock. Det er et stort turistmekka, med restauranter, hoteller og internet-cafeer. Det er ånenbart et af charter-målene for danske, tyske og svenske turister ( Hvis Ulf Pilgaard er efterlyst i Danmark, kan vi afsløre at han er her ).
Trine og Jeanine gik på jagt efter en bolig. Det var lidt af en kamp, for næsten alt er optaget og priserne ligger i et niveau der overstiger vores budget. Det lykkedes dog, og vi bor nu i en bungalov i Ao Nang Village Bungalows.

9/3

Med næsen i den store rejsebog for området, fik vi det indtryk at vi med fordel kunne flytte til en strand der hedder Railay Beach. Den kan kun nås med båd fra Ao Nang strand, så alene det forhold skulle garantere fred og ro. Vi tog en båd til stedet, for at checke om vi kunne finde et godt sted at bo. Sejlturen er ufattelig smuk, med en kyststrækning der betår af klipper i et utal af størrelser og former. Mellem disse klipper er der små områder med hvide sandstrande.
Hvis man en dag skulle bygge et paradis, kunne man godt få lidt inspiration herfra.
Railay Beach ligger også mellem klippene, men er væsentligt større ned de andre. Vi fandt ikke nogen boliger ledige i vores prisklasse. En uniformeret mand havde en prisliste for de huse han kunne tilbyde. Et af dem kostede 122.000 Baht per nat (det er 24 tusinde danske kroner) ! Det var ikke så svært at blive enige om at blive i vores Bungalow i Ao Nang. Selv den synes vi er lidt for dyr, den koster 600 Baht per nat (120 kroner).

10,11,12/3

Det var så anstengende at besøge den anden strand, at vi var tvunget til at tage et par badedage. Vandet er over 30 grader og der er 37 grader i skyggen (nej, hvor har vi det hårdt).

12/3

Overalt i byen er reklamer med ture til Phang Nga National Park. Vi meldte os til sådan en tur, og blev hentet om morgenen af en bus. Manden der kørte bussen var dyt-oholiker. Han dyttede i sit store horn hele tiden, uanset om der var noget at se på vejen. Måske for at holde sig selv vågen, måske for at holde hornet fri for fluer. Når jeg ikke beskriver ham som 'chaufføren', er det fordi der er tvilsomt om manden ejer et kørekort. Man kan kun beskrive turen som et spændende eksempel på Thailandsk trafikkultur.
Turen inkludede sejltur i Phang Nga bugten. Den er utrolig smuk med mangrovetræer og klippeøer (over 100 kalkstensøer op til 300 meter høje) der ligger spredt rundt i området. Vi lagde til på turens hovedatraktion, Øen Koh Phing Kan. Fra den kan man se Koh Khao Tabu også kaldet 'Neglen' eller James Bond Island. Det bliver den kaldt fordi nogle af optagelserne til filmen "Manden med den gyldne pistol" er optaget her. Vi behøver ikke tage billeder her. Vi kan kun opfordre til at se James Bond filmen, så har i en fornemmelse af hvordan vores dag har været. Med øen, sejlturen og busturen har vi det hele.
Vi spiste frokost i en muslimsk fisker-landsby der er bygget på pæle i bugten. Folkene i byen var oprindeligt havsigøjnere. Vi havde desværre ikke tid nok til at se hele byen, men fik dog et indtryk af hvordan de bor og lever.
Efter sejlturen besøgte vi en skov-park hvor vi kunne bade i et vandløb, der havde udspring i en grotte i nærheden. Ungerne elskede at lege i vandet.
Efter parken tog vi til et gammelt tempel der er bygget i en naturlig grotte. Her er en stor liggende Budda, og foran den sidder en gammel munk mellem to store elefanter. Her lagde vi os på knæ foran munken for at blive velsignet. Det foregår ved at munken mumler en masse ord, mens han sprøjter helligt vand på dem der bliver velsignet. ( Selv helligt vand køler dejligt i varmen). Efter velsinelsen, binder munken en orange snor om ens håndled. Den må ikke fjernes før den selv falder af. Hver gang Gustav ser på sin snor, siger han :" Mig må ikke tage den af, det siger Budda..." . Udenfor templet vrimler det med vilde aber. De løber efter folk i håb om at få noget mad. Vi gjorde den fejl at købe en pose nødder til dem. Så har man godt nok mange abevenner mens der er noget i posen. De kravler op ad os for at få nødderne. Gustav og Emma kunne danse en blanding af stepdans og ballet, og synge opera hver gang en abe hev fat i dem. Pyha, det var nærkontakt med naturen...

13/3

Trine tog på dykkertur med Jeanine. Det var en heldagstur til Phi Phi området med dyk ved Bida Nai og Phi Phi Ley Wall. Jeanine dykker ikke, så hun tog med for at snorkle.
Imens blev mændene hjemme på stranden for at få en masse kvalitetstid med ungerne. Det må have været virkelig god kvalitet, den tid, for det var godt nok trættende...
STORSMILENDE og solbrændt kom Trine hjem efter en vellykket dag i vandet. Hun havde to dyk på hver en time.

14/3

Så var det mændenes tur til en tur i vandet. Det blev til dyk ved Koh Dok Mai og Sharkpoint. En vellykket dag.

15,16,17/3

Stranddag...

18/3

I dag er det tid til at sige forvel til sydthailands varme, og vores venner fra Holland.
Vi fik pakket alt vores bagage en fart , så vi lige kunne nå en sidste tur på stranden. Det er 40 grader varmt, så vi glæder os til vi kommer til lidt køligere temperaturer i Kina.
Kl 14 står vi klar i vejkanten for at hoppe på en af lokalbusserne til Krabi busstation. Faamilien Holland er troppet op for at sige forvel. Det var specielt svært for børnene, der havde haft en god tid sammen.
Vores bus til Bangkok kører kl 16.30, og tager ca. 12 timer. Endnu en nat i bus er foran os...

19/3

Bussen har slået alle fart-rekorder, så vi ankommer allerede i Bangkok kl. 3.30 om natten. Sikken et tidspunkt at stå på en station med to børn der er blevet vækket af en god søvn. De tager det nu i stiv arm uden så meget ballade.
Efter at have studeret rejse-almanakken, besluttede vi os for et hotel ved Siam Square. Efter at have udtalt navnet på hotellet og gaden til 3 forskellige undrende Taxi-chauffører, gik det op for os at vi ikke kunne komme derhen. Ganske enkelt fordi vi ikke kunne forklare nogen hvor det var. Endnu engang føler man frustrationen over at Taxi-chaufførerne ikke kan læse kort. Vi havde et visitkort på Thai fra Mr T's hotel, så vi kørte derhen igen.

Natportieen var en smule forfjamsket da familien Thomsen vækkede ham kl. 4 om natten for at checke ind.
Efter et par timers søvn, var vi klar til en tur i byen. Vi tog Sky-train til Siam-square for at se os lidt omkring i området. Det var rart at være i Bangkok igen. Det er tredie gang på vores rejse, så vi føler os helt hjemme.

20/3

Tidligt op, for at nå vores fly til Kunmimg, Kina.

Vores 2 måneder i Thailand er nu slut. Det har været en stor oplevelse. Vi er vilde med landet og folk der bor her. Vi vil meget gerne tilbage en anden gang.

Fortsættelse følger i afsnittet om Kina...

Til oversigten