Ny side 1

OPLEVELSER I AUSTRALIEN

22/4, Ankomsten til Australien

Endelig... efter 2 døgn på farten ankommer vi til Brisbane internationale lufthavn. Vi kommer smertefrit igennem tolden med vores importerede kinesiske the, vores muslingeskaller,der havde forputtet sig i tasken og Gustavs træsværd. Altsammen bliver undersøgt for jord, plantefrø m.m. ,og frifundet. ( Australien ønsker ikke at importere noget, der kan skabe ubalance i deres miljø, så man bliver grundigt adspurgt/undersøgt inden ankomst til landet).
Alt gik som sagt godt - ja, selv den spisekniv, vi fik konfiskeret i Beijing, fik vi tilbage med et grin.
Efter en del ringen rundt til div. hostels, fandt vi et ledigt familierum på "Globetrekkers hostel", et hyggeligt familiedrevet hostel i et gammelt træhus i en rolig ende af Brisbane - tæt på byen.
Efter en pæn middagslur tager vi på indkøb. Det var skønt igen selv at bestemme præcis hvad vi skulle spise, selv lave maden og spise næsten helt alene uden et væld af smaskende, stirrende, larmende og spyttende kinesere omkring sig. Og da vi går på gaden/ i supermarkedet får Henrik og jeg en euroforisk følelse af at være i slaraffenland: Folk vi møder er venlig og hjælpsomme. Her er rent og pænt overalt - ja, selv de offentlige toiletter dufter af sæbe. Luften er ren. Der er et væld af gønne parker med legepladser af høj kvalitet, samt gas-grille til offentligt brug, sikken en borger service... Og i butikkerne kan man købe ALT - og lidt mere.
Ungerne guffer sultent pastaskruer og kødsovs, der smager om den plejer - selv grøntsagerne spiser de, og vi går i seng, glade over at være i Australien - glæder os til at se mere imorgen.

23/4

Efter en fredelig morgenstund, hvor vi nyder at sidde ved et bord for os selv og børnene at de kan hjælpe til, fandt vi en park og en legeplads. Ungerne boltrede sig og Henrik ringede på div. bil annoncer for at finde en bil vi kan leje til rimelig pris. Det bliver en Hyundai Lantra stationwagon vi skal køre i den næste måned. Vores to kæmpe ryksække, klapvogn samt diverse kan lige være i bagagerummet. Tænk at være selvtransporterene igen. Hvilken luksus...

Hjemme på hostlet får Emma en overraskelse: Pludselig kommer selve julemanden gående: En aldrende,tyk mand, med stort, hvidt fuldskæg. Det var ingen tvivl i hendes sind. Det viser sig da også, at han kalder sig selv "julemand" og deler små gaver ud til alle de børn han møder på sin vej, så hans image var ret gennemført. Julemanden var i byen for at købe nye forsyninger af diverse legetøj.

24/4

Der er mange ting at se og gøre i Brisbane og omegn. Der er bla. mange dyreparker med dyr fra den australske fauna, hvor publikum kan fodre/klappe/holde nogle af dem.
Vi tog til Lone Pine Koala Sanctuary. En stor smuk park med 130 koalaer, man kan prøve at ae og endda blive fotograferet med. Der er wombats, fugle, slanger, dingoer, echidna'er og kænguroer... i alle størrelser. Børnene kunne gå blandt dem og fodre - og det blev de - længe!
Det var alle tiders sted for børnene.

25/4

Nu må det være tid til at kigge lidt på byen vi bor i. Brisbane er 'hovedstaden' i staten Queensland, og har ca. 1,6 mill. indbyggere. Forventningerne var ikke for høje. I en gammel rejsebog vi har læst, er byen beskrevet som 'kedelig og uinteressant at besøge'. Vi valgte at gå til byen (trods bilnøglerne der var ved at brænde hul i lommen ).
Vi gik langs Brisbane River, en smuk gåtur, hvor vi kunne studere mangrovetræer ved den botaniske have, gamle broer og flere smukke gamle hjuldampere der lå til kajs langs flodbredden. Efter en god spadseretur nåede vi til at stort parkområde kaldet South Bank. Det er en kæmpemæssig park indrettet med legepladser og kunstige stande til de badehungrende byboere. Desuden bugner parken af spisesteder med retter fra alle verdenshjørner. Vi have nogle dejlige timer ved 'stranden', og ungerne nød deres første tur i vandet siden Thailand.
Ved frokosten kæmpede vi mod en sulten pelikan-lignende fugl, der så sig lun på vores fiskefillet (kartoflerne gad den ikke spise).
Hjemturen foregik tværs gennem byen, der er en skøn blanding af gamle huse og nye skyskrabere. En blanding de er sluppet ret godt fra. Og så er der en mængde shoppingmuligheder.Vi er glædeligt overraskede over byen.
Vi besøgte Sct. Pauls Cathedral på vejen hjem. Det er en gigantisk sandstenskirke bygget i tre etaper. Byggeriet startede i 1906, og ventes først færdigt i 2006, 100 år efter starten !

26/4

Vi stod tidligt op, for at besøge byen Maaloolaba, ca 100 km nord for Brisbane. Her har man nemlig bygget et kæmpe akvarie kaldet 'Underwater World'. Her kan man se tropiske fisk, koraller, hajer, krokodiller og andre spændende skabninger der hører til i vandet. Stedets hovedattraktion er den store glastunnel, hvor man går rundt i et 80m langt rør på 'havets' bund, mens man ser på alle de spændende dyr og planter. Det var også en god chance for at forklare Gustav og Emma hvad det er far og mor kan se når vi dykker ned på havets bund.
Det var virkeligt spændende at gå blandt de store hajer der svømmede få cm. fra os. En oplevelse der kan anbefales...
På vejen tilbage kører vi forbi Australian Zoo, hvor krokodillemanden Steve Irvwin holder til (Det er ham helten fra TV der elsker at blæse sine bedrifter op til det helt utrolige). Det kunne være spændende at se, men i har 2 trætte begrænsninger på bagsæddet.
Aftenen er afsat til at pakke. Imorgen sætter vi kursen mod Bundaberg, hvor vi regner med at holde Gustavs fødselsdag.

27/4

Pakket og klar, sætter vi kursen nordpå. Vi tog en afstikker omkring et område der hedder Glass House Mountains, for at se det smukke landskab. Det var 55 km i bjerglandskab. Her kom vi så højt, at vi rigtigt kunne få et kig ud over området. Landskabet her er meget smukt og grønt. Et særegent landskab der ikke rigtigt kan sammenlignes med andet vi har set.
Efter bjergturen var det med at komme videre. Tiden går hurtigt, og vi skal nå Bundeberg inden det bliver mørkt. Det er for farligt at køre i mørke pga. faren for kænguroer og andre dyr der løber ud foran bilen.
Klokken er 20.30 da vi når vores hostle ved Innes Park, så det har været mørkt et par timer.
Stedet (Iluka Forest Retreat) ligger op ad en skov, hvilket kom noget bag på os. Udover gæster som os, beboes stedet af en del slanger, giftige frøer og edderkopper, så man skal hele tiden scanne jorden og trætoppene når man går på området. Det viser sig at være ret anstrengende, da toiletterne ligger et stykke væk fra vores hytte, og der er RET mørkt om natten.
Her er meget hyggeligt og smukt om dagen, men vi er ikke vilde med at vores børn skal færdes her. Vi er hele tiden ved siden af dem, og de må ikke røre noget på jorden (strenge instrukser fra vores værter).

28/4

IDAG ER DET GUSTAVS FØDSELSDAG, HURRA, HURRA,...
Vi havde en hyggelig morgen. Gustav var i jubelhumør, han var godt klar over det var hans dag.
Vi kørte til byen Bargara for at købe en fødselsdagskage til eftermiddagskaffen. Vi stoppede ved en lille 'creek' (vi ved ikke hvad det hedder på dansk, men det er en lille indhak i kystlinien, hvor man kan bade beskyttet fra de store bølger) ved standen, hvor vi kunne finde badetøjet frem. Alt så fredeligt ud, men vi blev hurtigt adviseret af nogle australske børn, om at passe på nogle store ormelignende tingester der ligger i vandet. De spytter lilla gift når de bliver vrede, og er ret giftige. Australien er et dejligt land, men de har til gengæld at det modbydelige kryb man kan drømme om i selv det værste mareridt ! Børnene har lidt svært ved at forstå at der er så mange dyr/planter de ikke må røre, og Gustav accepterede det først, da vi sagde at Leonora (vores vært) bliver sur hvis han rører ved noget på jorden.
Det blev til et par hyggelige timer i vandet, der sluttede med indtagelse af de indkøbte sandwich.
Efter Gustav middagslur, fandt vi chokoladekagen frem, og gav Gustav hans gaver. Han fik en larmende boremaskine og en lille sød dukke.(Så slipper vi måske for skænderierne om Emmas dukke). Vi læste alle de hilsener der var sendt fra familie og børnehaven. De bragte virkelig glæde. Det er efterhånden tydeligt at se hvor meget kontakten hjemmefra betyder for både Gustav og Emma. Vi fik også opringninger med lykønskninger hjemmefra.
Dagen sluttede med regn. Det fik en masse tudser til at dukke frem i mørket. De er grimme brune kæmpetudser, med gift på ryggen. Måske vi skulle finde et andet sted at bo !?

29/4

Det var storm og regnvejr hele natten, oveskyet og blæsende til morgen. Vi kørte via en lille 'creek' til Bundaberg for at shoppe. Den lille creek er den dejligste lille plet på jord, enddog med tilhørende legeplads.
Da vi sad her, var vi parate til at flytte permanent til Australien. (Nå ja, man blir vel revet lidt med af stemningen når man har det godt)
Vi hoppede lidt rundt på stenene ved stranden foran de store bølger for at samle muslingeskaller.
Vi kørte videre til Bundaberg for at handle. En kedelig by der ikke fristede til et længere ophold. Vi var lidt ærgerlige over vejret, da eftermiddagen var sat af til at snorkle med Emma. Bundaberg er sandsynligvis sidste chance for at bade, inden vi drager længere nordpå. Fra Rockhampton starter det tropiske klima, og Box Jellyfish og krokodiller er til fare for de badende. Det skal vi ikke nyde noget af.
Vi vil gerne rejse videre imorgen. Vi har fundet en kvægfarm et stykke inde i landet som man kan bo på. Den oplevelse vil vi gerne give børnene. Vi må se imorgen, om de har plads til os...

30/4

Tidligt op for at pakke bilen. Vi ringer rundt til et par af de farme vi gerne vil besøge. Skuffende må vi konstatere, at de ikke er begejstrede for at have små børn på farmen. Det virker som om de er bange for sikkerheden.
Vi vælger at køre nordpå til Rockhampton, for at finde et sted at bo der. Vi kører ca. 400 km. gennem gigantiske sukkerrørsmarker, og Emma er temmelig fortørnet - ja nærmest fornærmet - da vi fortæller at alle sukkerrørerne i området bliver brugt til at producere den berømte "Bundaberg Rom", og slet ikke bliver solgt til at gnave som slik, som vi prøvede i Kina. Som de pligtopfyldende turister vi er, måtte vi jo prøve rommen. Den smager mere af wiskey end rom, og personligt giver jeg Emma ret i, at det er spild af sukkerrør!!

Men vi kører mod Rockhampton, som er knudepunktet for al kvægdrift i Queensland. Måske viser der sig et spændende farm ophold her.
Vi er blevet anbefalet et hostel (Emu Park Beach House) ved byen Emu Park, der ligger ved kysten 45 km fra Rockhampton. Her vælger vi at bo de næste dage.
Stedet viste sig også at være rigtigt godt. Vi har fået et familieværelse med 7 sengepladser og eget køkken. Vi er så æt på standen at vi hele tiden kan høre bølgerne bruse. Familien der driver stedet er ualmindeligt flinke og hjælpsomme.
Vi har taget et hurtigt kig på beskrivelsen af området. Her skulle være en masse at kigge på, så vi bliver her nok nogle dage...

1/5

Mellem Rockhampton og Emu Park, hvor vi bor nu, ligger krokodillefarmen 'Koorana Crocodile Farm. Vi er alle meget interesseret i at besøge stedet. Specielt Gustav er meget optaget af de 'meget farlige' dyr.
Vi ankom til farmen lige kl 10, lige før rundvisningen starter. Turen indledtes med en masse spændende information om krokodillerne. Krokodillerne, som vi kender dem idag, har faktisk ikke ændret nævneværdigt udseende i 180 millioner år. De største krokodiller man har set i nyere tid er ca. 8 meter lange, og vejer adskillige ton. Krokodillerne er forsynet med adskillige fysiologiske mekanismer der sikrer deres overlevelse i alle mulige situationer. Det var utroligt spændende at høre om.
Rundvisningen var også spændende. De 5-800 kg store dyr blev fodret af dyrepasseren, der samtidigt fortalte om dyrenes adfærd, redebyggeri osv. På denne årstid er krokodillerne særligt farlige fordi de beskytter deres reder og territorie. Vi blev introduceret til de kendetegn der er ved en flod, hvis der er krokodiller i nærheden, men også til vigtigheden af en hurtig flugt fra stedet,hvis man ser nogle af kendetegnene. En sur krokodille kan faktisk løbe 43 km/timen. Det betyder at vi gerne skulle kunne løbe mindst 44 km/timen. Jeg tror nok vi gemmer kanoturen til en anden god gang...Vi undre os indimellem over at man kan bo/og leve med alle de farer. Men de er selvfølgelig vokset op med det - og sådan er det bare - som min svigermor ville have sagt. Det er kun os flade danskere, der har lidt svært ved at abstrahere fra det.
Udflugten sluttede med krokodillebøffer i restauranten. De bæster smager bedre end de ser ud !

2/5

En meget slående ting her i Australien er, at selvom man planlægger kun at overnatte en enkelt nat, og så fortsætte, så ender vi gerne med at blive 3-4-5 nætter. Dels fordi vi bliver så begejstrede for selve hostlerne, men også fordi der er myader at ting at se og tage sig til over alt. Kører man ad highway'en gennem den smukke natur, er der skilte for hver 50-100 km. der viser hen til en attraktion - måske bare et fantastisk udkikspunkt (som ER fantastisk). Og jo mere vi ser af Australiens natur - og hører om den, jo mere nysgerrig bliver vi efter at se underlige naturfænomener, dyr, specielle områder m.m.

Vi har fortalt ungerne (Emma) en kort version af de sidste ca. 200 års Australiens historie. Hun er meget bidt af alle historierne, og vil have dem gentaget igen og igen for at huske dem. Idag tager vi til Dreamtime Culture Center. Et center, hvor Aboriginals (de 'indfødte') fortæller om, fremviser og demonstrerer sider af deres historie og kultur. Emma vil gerne have det hele oversat - syntes det er spændende, men syntes alligevel højdepunktet er, da vi skal prøve at kaste med booerang samt spille på didgeridoo - det lange rør Aboriginals "spiller" på.
Emma formår da også at få en rigtig lyd frem, i modsætning til os andre, der kun får afleveret en masse spyt...

3/5

Efter en fredelig dag med indkøb, tøjvask (skønt at have adgang til vaskemaskine igen og ikke behøve at vaske al tøjet i hånden som i de første 3 måneder), og leg, slutter dagen alligevel "dramatisk" for Emma: Da hun skal på toilettet inden sengetid - kommer hun til at tisse på en frø !! Efter at have siddet på toilettet og hyggepruttet, og fortalt lange historier i en rum tid, tørrer vi - skyller ud... I wc-kummen sidder en stor grøn frø og ser chokeret ud. Emma stirrer på den og griner. Moderen hviner... men synes også - efter nogle minutter, at det er meget sjovt.
Siden den aften kigger Gustav systematisk alle toiletterne igennem for grønne frøer HVER gang han skal på toilettet, i håb om at finde een. Men nu er de rykket op og sidder i tørvejr på halvmuren lige ved siden af toilettet i stedet for.

4/5

I den tid vi har været i Australien, har vi primært bevæget os nær kysten. Kører man blot 100-200 km ind i landet, skifter det fuldstændigt karakter. En lokal gut, Dave, er kendt for at arrangere ture i de dele af landskabet, man ikke lige selv får set. Udover at have stor viden, om naturen man møder, har han også aftaler med de forskellige ranch-ejere om at måtte færdes på deres områder. Dagen idag er afsat til en tur med Dave...

Det styrtede ned da Dave hentede os i sin gamle skrotmodne vogn. Sammen med Dave, og yderligere 3 piger, drog vi ud i det regnvåde Capricorn Hinterland.
Første stop var Cooberie Vildlife Park, en lille privat dyrepark med kænguroer, koalaer, slange, fugle mm. Kænguroerne var meget aktive og sultne. Emma og Gustav syntes de var en anelse for nærgående.
Vi fik lejlighed til at holde en koala-bjørn med dens lille 7 mdr. gamle unge. Koalaer er fantastisk søde, bløde og fredelige - ikke til at stå for. Smilene stivnede dog lidt, da ejeren bagefter kom med en 10kg stor slange vi også kunne få lov at kæle med. Slangen viste sig dog at være fredelig nok (når vi lod vær med at ae hovedet...), og vi prøvede alle at holde/røre. Gustav og Emma ville studere dens tænder, for at sikre sig at den ikke kunne bide. Da den stak sin hvislende tunge ud, reagerede Emma og Gustav prompte ved at række tunge af den også.

Det var stadigt regnvejr, da vi kørte videre ind i landet. Få kilometer længere inde i landet var det helt tørt. Her regner det yderst sjældent, uanset vejret andre steder i nærheden. Der er områder i Australien der ikke har set regn i 13 år !Deres vandforsyninger kommer ofte fra 3-400 m. dybe brønne...
Vi kører gennem en ranch med kvæg, store tørre græsarealer og vulkanskabte bjerge, til en lille creek (å). Her sejlede vi en tur i gummibåd, for at studere de vilde dyr i området ved vandet. Vi så vilde kænguroer, ørne , en flok emu'er og en masse forskellige småfugle. Vi syntes alle det var en stor oplevelse,
Vi fortsatte videre over de tørre stepper. Overalt ser man kvæg der står og græsser. Området er meget præget af gamle døde træer. De står enkeltvis, i klynger, eller nogle steder som døde skovarealer. De ser meget mærkeligt ud med så store arealer af døde træer der er mere eller mindre afpillede og knækkede. Hele det store område vi kører i, har tidligere været regnskov. Da kvægfarmere rykkede ind i Australien, fældede de hovedparten af regnskoven for at skabe de store åbne græsarealer der egner sig til kvægdrift. Da der nu ikke er noget til at holde på jordens ferskvand, er undergrundens salte vand ved at trænge op til jordoverfladen. Træerne kan ikke tåle det saltholdige vand, og går derfor ud... Trist at se hvor store konsekvenser menneskenes indblanding kan have på den naturlige balance.
Turen sluttede ved Capricorn Caves. Et stort grottesystem opdaget af Normanden Olsen for over 100 år siden. En af grotterne er indrettet som kirkerum, og benyttes lejlighedsvis til vielser med op til 80 gæster. For de modige var der mulighed for at tage en alternativ rute gennem grottesystemet, med kun et starinlys som lyskilde, præcis som den gamle Olsen. Emma var frisk på at gå med. Hun klarede turen med bravour, og førte an på de smalle passager. Flere steder var der en høj summen af de tusindevis af små flagermus der dækkede loftet i grotten.

Dagen sluttede med en hyggelig grillaften hjemme på vores hostel.

5/5

Dagen var afsat til at planlægge rejsen til næste destination, samt pakke/vaske vores tøj. Vi brugte formiddagen på stranden. Vejret er ikke varmt nok til at bade i, men man kan altid hygge sig med at samle et par hundrede muslingeskaller. I en nærliggende park fejrende man arbejdernes dag, med øl og pølser på plænen. Det blev til en hyggelig frokost.
I morgen drager vi afsted mod nye oplevelser. Ca 300 km inde i landet ligger et område med opal og saphir-miner. Man kan få tilladelse til selv at lede efter de kostbare stene, og der er gode muligheder for at leje hakke, skovl, si og vaskegrej for en dag. Her vil vi prøve lykken - Måske bliver resten af rejsen på første klasse !?

6/5

Vi kom tidligt afsted fra Emu Farm, med kurs mod vest. Ca. 300 km inde i landet ligger de øde områder, "Gemsfields", der er kendt for sine forekomster af Saphirer.
Efter 5 timers kørsel, nåede vi til byen Anarkie, som er 'porten' til mineområderne. Her kan man få et kort og den nødvendige information, inden man begiver sig nordpå til de egentlige minebyer. Første by vi nåede til hedder Saphire. Det er en lille flække der mest af alt ligner et månelandskab. Hver en smule jord er endevendt, hver en sten undersøgt. Byen er et virvar af jordvolde og beboelsesvogne i en skøn sammenblanding. Tænk at folk virkeligt kan holde ud at bo her, kun drevet af drømmen om en dag at gøre det store fund.
Vi fortsatte videre mod byen Rubyvale. Her bor vi nu i en ombygget container. Det er ikke så værst endda: vi har to værelser for første gang på vores rejse....
Rubyvale har to miner man kan besøge, og så har den et væld af steder hvor man kan prøve lykken selv. Planen er at finde en af minerne imorgen. Vi er alle ret spændte...

7/5

Vi stod tidligt op for ar være i Minen "Miner's Heritage Walk-in Mine" til rundvisning kl. 9. Solen skinnede, og vi valgte at spise på verandaen. En flok papegøjer i alle regnbuens farver slog lejer få meter ved siden af os, for at checke vores Australsk-danske morgenbord. Inden vi fik set os om blev vi angrebet fra alle sider. Efter kort tid måtte vi give op, og rykke indenfor.

Det blev til en spændende rundvisning ca. 15 m under jorden, hor vi fik en masse spændende information. Alle gangene vi gik i er håndgravet af den familie der bor på jordloddet. Gangene bugter sig, forgrener sig, og skifter retning i et væk. Man søger safirer i et ganske bestemt jordlag der engang har været en flodbund. Safirerne er dannet som krytaller under vulkansk aktivitet, og farvet af de mineraler der har været i området. År efter er safirerne blevet spredt af vandmasser, og aflejret i floder. Floderne er så senere tørret ud, og dækket af flere jordlag - safirerne graves nu op, efter flere milioner år !
Den første safir blev fundet ved en tilfældighed i 1870, og få år efter startede den store jagt - der stadigt lever...
Hele området er som et månelandskab, med jordvolde og huller overalt. Nu er der sat system i jagten på safirerne : Man kan leje jordlodderne på 30x30 meter af regeringen i 5 år for 1600$. Hver voksen person kan leje 2 lodder, hvis man har status som håndgraver.
Efter rundvisningen "gjorde vi et par spande" (do a bucket), hvor man køber spande med jord der er gravet op i minen. Så er det bare at prøve lykken med at si jorden, vaske stenene, for derefter minutiøst at undersøge bunken af småsten for eventuelle safirer. Vi var heldige a finde en del små safirer, hvoraf de 4 kunne sælges for 30$. Trine og Emma var ret ivrige med at si og vaske de små sten. Gustav var mere til de store sten der kunne puttes i en trillebør, og Henrik blev hurtigt træt af at kigge små småsten og gik over til lynsortering...

Efter en hurtig frokost, satte vi kursen mod MacKay. Det blev til en tur på ca 400 km, inden vi landede i Mackay. Her fandt vi en hytte for natten. Vi skal ikke bo i MacKay, så efter en god nats søvn går det videre nordpå til Arlie Beach.

8/5

Tidligt op igen. Hvor vi bor nu skal man rejse senest kl. 9 om morgenen. Vi er heldigvis ved at være ret trænede i at pakke vores ting.
Efter yderlige 120km nordpå, kom vi endelig til Arlie Beach. Vi søgte rundt i området for at finde en bolig til en rimelig pris. Det endte med en cabin til 65$. Det er en del over vores budget, men det bedste tilbud vi kunne finde.
Stedet vi nu bor er rigtigt hyggeligt. Her er også en legeplads og en swimmingpool (med KOOOLDT vand !).
Det er egentligt ikke byen Arlie Beach vi kommer for at se. Byen er udgangspuntet for besøg til ø-gruppen Whitsunday, der ligger lige udenfor. Whitsunday består af 72 små øer, hvoraf kun 7 af dem er beboede. Øerne er egentligt toppene af en sunken bjergkæde, og er kendt for at være utrolig smuk.
Det bugner med tilbud for alle mulige varianter af seljture i området. Nogle med besøg på øerne, mens andre har fokus på snorkling og dykning. Imorgen vil vi finde et godt tilbud, og regner med at tage afsted på en eller anden tur på fredag - hvis vejret ellers tillader det. Lige nu regner det...

9/5

Vi var ved at drukne i farvefyldte reklamefoldere, der alle garanterede os en vidunderlig dag på vandet. Det første valg stod mellem de ture der tilbød besøg på nogle af Whitsunday-øerne, og de ture der mere koncentrerede sig om dykning og snorkling. Selvom vi da gerne ville kigge på øerne, var vi mest tændte på at kigge lidt under vandet.
Det næste valg står så på, om man vil blive omkring Whitsunday-øerne, eller tage en tur til det store rev, Great Barrier Reef - 60 km fra kysten.
Vi valgte en kombineret tur på Lørdag, med et besøg på en af øerne, og derefter dykning og snorkling ved det store rev. Trine har siden ankomsten til Australien været meget tiltrukket af Great Barrier Reef, men droppet tanken pga. frygten for at blive spist af en haj. Alligevel har ønsket ulmet, og vokset, og det ville være ærgerligt at tage fra Australien uden at have prøvet det af. Og efter at have talt med ADSKILLIGE, der kunne fortælle at der ikke statistisk set var nogen grund til at frygte hajer (de skulle mere frygte os), besluttede hun sig endelig til at dykke...
Emma vil også gerne se fiskene under vandet, så vi køber et par gode briller med snorkel til hende. Heldigvis har butikken et lyserødt sæt.
Eftermiddagen bruger vi ved poolen. Det var lidt spændende at se hvordan Emma ville have det med at have hovedet under vand, og trække vejret gennem snorklen. Det gik fantastisk hurtigt. Emma følte sig hurtigt tryg, og kunne snorkle rundt i svømmebassinet med sine svømmevinger.
I manglen på fine fisk i poolen, smed farmand mønter ned på bunden så Emma havde noget at se på. Han glemte lige at tænke på hvem der skulle hente dem op igen...

10/5

Det styrter ned ! Hvad laver man dog i Arlie Beach når solen ikke skinner ? Hytten vi bor i er alt for lille til at opholde sig i i længere tid, så vi beslutter os for at smøre en madpakke og stikke af fra regnen. Vi kører nordpå mod Bowen - og ganske rigtigt - når vi kommer fri af bjergene er det tørvejr igen. Endeløse marker med høstemodne sukkerrør præger landskabet. Det er et flot syn at se de millioner af 2-3 meter lange rør sveje i vinden. Vi kører og spejder efter vilde kænguroer. De enste vi ser er den der ligger i vejkanten, dræbt af trafikken. Dem er der desværre mange af. Vi stopper ved et vandhul, for at se efter krokodiller. Det er her i området de boltrer sig med at spise landmændenes hunde. Vi bliver hurtigt enige om at det nok ikke er her vi skal spise frokost.
Efter frokosten kører vi tilbage til vores hytte. Emma vil gerne øve på at snorkle i poolen hjemme. Hun er så spændt på at de rigtige fisk i havet.

Det er stadigt overskyet og koldt da vi kommer hjem, men Emma insisterer på at bade. Hun svømmer rundt i bassinet, og viser stolt sine færdigheder. Hun er klar til sejlturen imorgen !

Desværre slutter dagen med et besøg fra vores vært. Hun beretter af sejluren imorgen er aflyst. Vi kan dog komme med på turen på Søndag. Ærgerligt, det betyder vi skal bo her endnu en dag, kun for at vente på sejlturen.

11/5

Da vi ikke kommer ud at sejle idag, vil vi bare bruge dagen på hygge. Solen skinner fra en skyfri himmel, så det er lige vejr til en tur på stranden. Vandet er helt tyrkis-farvet, og i horisonten kan man se nogle af de mange øer der ligger tæt på kysten. Der er en del mennesker på stranden, men ikke en eneste i vandet. Desværre er her stadig advarsler om stingers (disse dødelige vandmænd), så vi må nøjes med at slikke sol og grave lidt i sandet.
Eftermiddagen bruger vi ved poolen. Emma hygger med at snorkle. Gustav har fundet på en leg hvor han spæner rundt langs kanten og sparker en bold i vandet. Desværre kræver legen at der er en anden person i det kolde vand til at kaste bolden tilbage...

12/5

Så er det "Mors Dag". Her i Australien er man utroligt optaget af emnet. Alle reklamer i fjernsynet har de sidste uger handlet om hvordan man på denne dag kan gøre sin mor lykkelig ved at købe hende store gaver. Hver en butik har et godt forslag. Da vi blev hentet af bussen, der kørte os til havnen, blev Trine da også lykønsket med Mors Dag over bussens højttaleranlæg.
Det var også mors dag i en anden forstand. Det var nemlig dagen hvor Mor Trine skulle dykke ved det store rev ! Vi blev kørt til havnen, hvor en hurtiggående båd ventede på os.
Første stop var Whithaven Beach, en 7 km lang strand på øen Whitsunday Island. Sandet er helt hvidt og utroligt fint. Desværre var det overskyet og lidt blæsende. Emma ville snorkle, så vi gav hende en langærmet bluse og lange bukser på som beskyttelse mod evt. stingers. Bølgerne skyllede over hende i vandkanten, så hun var ikke helt tryg ved det.
Herfra sejlede båden videre til det store rev, Great Barrier Reef. Great Barrier Reef er helt enestående i verden. Revet strækker sig over 2500 km langs den nordlige østkyst, og dækker et areal større end Dallas ! Specielt ved revet er også de 1500 forskellige dyrearter der lever her, samt de mange forskellige koraller.
Det var halvanden times ret hård sejltur fra stranden til det sted vi skulle i vandet. Det er helt fantastisk. Langt ude på havet, aner man det store rev lige under vandoverfladen. Det eneste, man umiddelbart kan se er een lang bølge der bryder midt på havet. Forunderligt!!! Over vandet er der absolut ingenting, under vandet den fantastiske verden af farverige dyr og planter.
Trine gør klar, og dykker med en lille gruppe. Herefter er det Henrik, Emma og Gustav der gør klar til at hygge lidt i vandet, så Emma kan prøve at snorkle hvor der er flotte fisk at kigge på. Hun er fantastisk spændt, men ikke helt tryg ved bølgerne og vinden. Det bliver kun til et kort dyp i vandet. Vinden er desværre for hård.
Trine kom op efter en god oplevelse. Hun havde set et væld af forskellige fisk og koraller, bla. klappet en 1-m. lang sød og meget selvskabelig 'wrasse' (eng. navn) . Hun mødte også en stor havskilpadde og en fredelig, mæt haj "Whitetipped reefshark".
Efter frokosten er det tid til endnu en tur, for både dykkere og snorklere. Samme resultat: dykning OK, men for meget vind til snorklingen. Emma er meget skuffet. Hun var vikelig ladet op til denne oplevelse, og så var vejret imod os - ØV!
Turen tilbage til land var ret hård. Folk kæmpede for at holde sig fast. Gustav kravlede/gik/faldt ind i opholdsrummet, hvor han kæmpede sig op på en sofa. Han var èn stor sol. Hver gang båden bankede i bølgerne, fløj han bogstaveligt rundt. Han var himmelhenrykt, og grinede så det klukkede. Stor underholdning for resten af bådens passagerer som ellers ikke havde meget at grine af. Som om det ikke var vildt nok for Gustav at blive kastet rundt af bådens bevægelser, udfordrede han sig selv yderligere ved spille bold med en papkasse. En søvning Australier trykkede sin Cowboy-hat lidt op i panden, inden han tørt udbrød: "Is that kid made of rubber, or what?"

Vi sluttede dagen med et besøg på "Reef Discovery Center" hvor vi fik et spændende foredrag om revets tilblivelse, og om nogle af de skabninger der lever her. Det gav Børnene en mulighed for at se lidt billeder dernedefra.

Alt ialt en god og spændende dag...

13/5

Tidligt op og afsted. Vi stikker kursen byen Ravenwood, i håb om at kunne bo på deres 150 år gamle hotel. Desværre viser det sig at hotellet er optaget flere dage frem, så vi kører istedet til byen Charters Towers. En gammel by fra de glade dage hvor man gravede guld i området. Byen har stadig en masse af de gamle bygninger, og skulle efter sigende være et besøg værd.
Desværre tror de også at man har guld i lommen når man besøger byen. Det er ret dyrt at leje en hytte her, så vi lejer en gammel campingvogn. Temmeligt trangt, men tilgengæld billigt. Ungerne var ellevilde da de så vognen, så det kan vel ikke gå helt galt. Vi har kørt ca. 400 km idag, og er alle temmeligt trætte. Imorgen vil vi se lidt på byen...

14/5

Charters Towers, 135 km sydvest for Townswille, var tidligere Queensland's fornemme rige guldby, og blev kaldt "The World". Byen opstod i årene efter 1871, hvor drengen Jupiter Mosman helt tilfældigt fandt guld da han ledte efter bortløbne heste. I storhedstiden opkring år 1900 boede her 30.000 mennesker, og byen havde 100 guldminer. Byen havde endda sin egen børs. Da guldet slap op i 1920, skrumpede byen voldsomt, og der bor idag 10.000 mennesker der primært lever af kvægdrift. I 1980 startede nye folk jagten på guld i området. Det er lykkedes at finde guld igen, og der er nu 5 aktive miner i byen.
Efter den obligatoriske tur på den lokale legeplads, tog vi en tur rundt i byen. Der er stadigt flere af de gamle bygninger der er bygget i Victoriansk stil. Det er virkeligt flotte gamle huse, med flotte udsmyknnger. Når man går rundt her kan man fornemme byens storhedstid. Det ses tydeligt at der engang flød guld her i området !
Vi har besluttet at vi gerne vil se byen Ravenswood, som jo desværre ikke har plads på hotellet. Imorgen tager vi en tur til byen for en enkelt dag...

15/5

Vi tager tidligt afsted til Ravenswood. Det er en smuttur på kun 90 km fra Charters Towers. På vejen til Ravenswood skal man køre forsigtigt. Der er kvægdrift i området, og der er ikke hegn til at holde kvæget inde. Ind imellem møder vi et par køer der står på vejen. Det er bare med at passe på.
Et lille byskilt fortæller at vi nu er ankommet til Ravenswood. Vi ser straks at vi igen er i et mine-område. Der er gamle efterladte miner mange steder, og mange af de gamle dampdrevne maskiner står stadig på deres plads. Kun rusten og det høje græs vidner om at maskinerne ikke har arbejdet for nyligt.
Ellers svarer byen meget godt til forventningerne. Den består kun af ca 10 huse, hvoraf der er to gamle hoteller, et posthus, det gamle domshus (nu museum). samt en katolsk kirke. Alle der gamle bygninger er bygget i gammel victoriansk stil i årene 1868 og frem. Byen havde sine højmagtsdage fra 1870'rne til 1912, hvorefter man ikke kunne udvinde mere guld med de teknikker man kendte. Byen lå hen som spøgelsesby fra år 1917 og frem til 1987, hvor nye investorer og moderne teknikker igen gav mulighed for rentabel minedrift. Byen har stadig fede tider i skrivende stund...

Vi besøger det gamle domshus, hvor Woody, en gammel lokal knark, hygger sig med at finde sjove, støvede ting frem til Emma og Gustav.
Han fortæller en lille histrorie tilbage fra 1905: I en lang periode skulle alle børnene have en mursten med i skole hver dag. Dem fik de fra de gamle skorstene der stod rundt omkring i området. Da de havde samlet mursten nok, kom alle forældrene til skolen for at hjælpe med at grave et gigantisk hul i jorden. Murstenene skulle nemlig bruges til at bygge børnene et svømmebasin. Vi så et gammelt billede af børnene der badede i bassinet - det var da noget Emma og Gustav kunne forholde sig til i denne hede. Det var sjovt at gå rundt her og se brudstykker fra livet i byen for hundrede år siden.
Vi prøvede også at blive lukket ind i det gamle fængsel. Det var lidt uhyggeligt.
På museet var udstillet forskellige klippestykker, der brydes i minerne. Her iblandt var et klippestykke med stor koncentration af guld. Her er 30 gram guld per ton sten ! I gennemsnit skal man bryde 80 ton sten for at få det guld der kan fylde en tændstiksæske. Vi kan nok finde en hobby der er sjovere.

Vi spiste frokost på det gamle hotel vi ville have boet på. Bagefter osede vi lidt rundt på hotellet, og snusede den gamle stemning der stadig hersker her.

Efter froksten besøgte vi en stor aktiv mine, Carpentaria Gold Mine. Nutidens minedrift er "open cut", dvs man sprænger og knuser ALT i mineomørådet, oppefra og ned. Minerne idag ligner således bare et kæmpe krater med gigantiske gravemaskiner og lastbiler der arbejder trøstesløst på at bringe materiale op til de store stenknusere. Man laver ikke minegange som i gamle dage.
Vi kører lidt ud af en mindre "dirt road" for at snuse til naturen her. Her er meget smukt med grønne, blødt bugtende bjerge, dale, og de uendelige tørre græsmarker. Der er bemærkelsesværdigt mange rovfugle her. De cirkler højt oppe i luften over de - temmelig mange - døde dyr, der ligger i vejkanten.
Få kilometer ad jordvejen, stødte vi på et sjovt naturfænomen. Et kæmpe hvidt klippestykke der ligger midt i skoven. White Blow, som det kaldes, er en ca. 15 meter høj kolods der lyser op i solskinnet. For tre hundrede millioner år siden flød 3-400 grader varm Silicon-holdig flydende masse op fra en revne i jorden, og dannede denne kæmpe quartz-klods (silicon dioxid). Den er vist nok unik for sin størrelse og form. Den er ihvertfald flot at se på, og sjov at bestige.
Vi er glade for at have set den gamle by. Næste gang vi ser en film om guldjagt fra det vilde vesten, vil vi føle os helt hjemme.
Vi har nu set det der interesserer os her i området. Imorgen tager vi det sidste stykke mod Cairns...hvor vores biltur også ender.

16/5

Idag sætter vi kursen mod Cairns. Efter et par opringninger finder vi et Guesthouse der passer til vores budget og ønsker. Det bliver Floriana Guesthouse, placeret lige ud til vandet i Cairns.
De små 500 km viser sig ikke at være noget problem i sig selv. Hvad der kan være et problem, er at stå for de fristelser man møder på ruten. Der er så mange smukke og spændende steder man gerne vil kigge på undervejs. Når man for eksempel passerer et skilt der viser at man kan se et stort vandfald, hvis blot man tager en lille afstikker fra hovedvejen - ja så er det svært at hindre bilen i at slå et slag den vej...

Sidst på eftermiddagen når vi til byen, der er en af Australiens knudepunkter for turister. Cairns har over 100.000 indbyggere, og har opnået sin store popularitet på grund af dens beliggenhed i forhold til Great Barrier Reef. Som enhver efterhånden kan regne ud, er Great Barrier Reef Queenslands hovedatraktion. Området omkring Cairns er det sted på fastlandet der ligger tættest revet.
Som et af de andre store trækplastre for området, er de smukke naturreservater med bjerge og regnskov i enhver afskygning. Området er domineret af 'våd tropisk regnskov', som er meget tæt og nogle steder strækker sig helt ud til kysten.
Som vi så på et skilt, på en rasteplads nær Cairns, er det også området hvor der advares mod sultne krokodiller på strande og i floder. Man kan møde saltvandskrokodiller ved strandkanten i områder nær en flodudmunding.
Nå, nok om byens 'seværdigheder'. Vi fandt vores gæstehus, og er nu indkvarteret i et værelse med en dobbeltseng og to køjesenge. Huset er et 80 år gammelt træhus, og har en hyggelig have med små sjove spisekroge. Det fælles køkken ligger i en bygning midt i haven. Lidt besynderligt, men det ser ud til at fungere godt. Vi må se i morgen...

17/5

Standard procedure ved ankomst til et nyt sted : Først morgenmad - dernæst jagten på en god legeplads.
Alt ialt en hyggedag med leg, indkøb og diverse. Aftenen er afsat til at finde et godt tilbud på en udflugt til revet. Vi vil gerne give Emma en ny mulighed for at snorkle, efter hendes store skuffelse ved Arlie Beach. Hostlet bugner med tilbud om ture til Cape Tribulation, Atherton Tableland, Great Barrier Reef og andre afsindigt smukke, spændende og særlige områder, Skytrain-ture i junglen m.m. Men de er ikke særlig velegnede til små-børn, de er temmelig dyre, og sidst - men ikke mindst, så har vi pt. nået et punkt, hvor vi er se-mætte og temmelig ligeglade med alle de eksotiske tilbud. Om nogle dage er vi klar til nye input, og så kaster vi os ud i eventyrerne igen.
Vi har tit talt om, hvor meget tid det kræver løbende at planlægge rejsen. Vi skal hele tiden være et skridt foran, så ved hvor vi skal hen, hvor vi skal bo, og hvad der er at se og gøre. Hjemmefra havde vi en eller anden idè om at man på sådan en rejse har masser af tid til blot at kigge ud i luften, eller læse en god bog. Sådan er virkeligheden bare ikke rigtigt for os. Om dagen er der fuld fart på, og når ungerne sover om aftenen skal vi læse og planlægge. Måske bliver det anderledes på Tonga. Det sætter vi næsen op efter. Selvfølgelig kunne vi vælge at blive boende på samme sted og blot slappe af og hygge os, men vi vil jo også gerne se de lande vi besøger. Det er noget med at finde ballancen...

18/5

Vi fandt et godt tilbud på en tur til Green Island. Vi starter dagen med at booke en tur til imorgen. Det giver igen lidt fred og ro i sindet.

Lidt nord for Cairns er et stykke bevaret regnskov, hvor man selv kan følge en af de beskrevne ruter. Der er 2 ruter, en kort rute, og så en der er for lang til os...
Vi tager den korte tur i vores eget slentre-tempo. Det var en god og spændende tur. Ungerne synes, det er en pestilens at gå i varmen blandt myggene, indtil vi når toppen at bjerget, hvor vi har frit udsyn over Cairns lufthavn. Vi ser fly lande og lette den næste time. Og så kan turen gå ned i godt humør.

19/5

Kl. 8.00 checker vi ind ved kajen, hvor båden skal fragte os til Green Island. Vi har valgt en tur hvor vi kun får transporten til og fra øen. Så kan vi selv bestemme hvordan vi vil bruge tiden.
Ved ankomsten til øen, viser sig et paradis der opfylder alle vores ønsker. Det er den lækreste badestrand med koralrev få meter ude - ideel for familiesnorkling - og ingen vind eller bølger. Alle forudsætningerne for at Emma kan snorkle med succes. Og det var lige hvad hun gjorde. Vi så et væld af fisk og koraller. Specielt var der mange af de farverige papegøjefisk. De har næb i stedet for tænder, hvilket de bruger til at spise de hårde koraller. Man kan høre deres skraben og guflen under vandet. Om eftermiddagen tog vi en tur med en glasbunds-båd. Her sidder man i båden og kigger ned på havbunden, og ser havskildpadder, farverige fisk, kæmpemuslinger, store 'søagurker' (sea-cucomber) m.m. Det var en sjov tur. Gustav er helt vild med fiskene. Det er ligemeget med de flotte farver, bare de er store - meget store - og helst også ser lidt farlige ud.
Vi var alle meget trætte, men glade og tilfredse, da vi sad på båden igen, på vej tilbage til Cairns. Emma kunne fortælle om alle formerne og farverne på korallerne, de store muslinger der åbner og lukker sig, og alle de store og små fisk. Gustav undrede sig stadigt over at det ikke lykkedes ham at fange nogen af fiskene med sin skovl. Han har også fået mod på at lege i vandet, endda så meget at han har prøvet Emmas snorkel og maske.

20/5

Sidste hele dag i Cairns. Vi skal have ordnet en masse praktiske ting før afrejsen imorgen. Vi sorterer endnu en gang vores ting, for at kunne sende det hjem vi ikke skal bruge. Vi samler 4 posefulde ting og sager der skal med på posthuset. Det bliver til 7,1 kg. Nu har vi sendt 3 pakker hjem, med ialt ca. 20 kg. Det betyder desværre ikke at vi har mindre at slæbe på end vi havde i starten. Man finder jo lidt hist og her, der blot venter på at blive købt til trods for at vi 'ALDRIG BRUGER TID PÅ AT SHOPPE' (citat: Trine).

Eftermiddagen bruger vi på en tur op langs kysten. Vi kører til byen Port Douglas. Det er 65 km langs kysten. Vejen, der følger kysten, bugter sig med en masse sving og stigninger. Det meste af kyststrækningen er brede hvide sandstrande. Kilometer efter kilometer af de fineste, men helt øde strande. Ude i horsonten anes silhueterne af de mange øer der ligger langs kysten. Ind imellem er et stykke strand der benyttes af badende. Her er sat net i vandet til at beskytte mod de farlige vandmænd (stingers). Flere steder vokser regnskoven helt ud til standen - et imponerende landskab.
Byen Port Douglas viser sig at være et rigtigt turiststed. I modsætning til Cairns er det dog ikke et sted for rygsæk-rejsende. Derimod er det stedet med de flotte resorter - bygget for dem der tager guldkortet med på ferien. Vi har en hyggelig eftermiddag på stranden inden vi kører hjem igen. Det flotte sandslot blev desværre spist af tidevandet (SUK).
Så skal der pakkes, imorgen går det løs igen : Qantas Flight QF567, 12.55. Sydney kalder...

21-26/5

Da vi sad i flyet, med kursen mod Sydney, kunne vi endelig slappe af. Det var en rigtig hektisk morgen, hvor vi blandt andet skulle ordne bilen inden vi kunne aflevere den. Kaptajnen kunne fortælle at flyturen kun ville tage godt 2 timer, mod de planlagte 3 timer.
Vi ankom til Sydney sidst på eftermiddagen, og arrangerede en vogn direkte til vores nye 'hjem': "George Street Private Hotel". Det er et gammelt hotel med meget skrabede værelser. Der er fælles bad, toilet, køkken og vaskeloft. Det er mildest talt en blandet skare af mennesker der bor her - lige fra unge rejsende, til en sur ældre dame, der tilsynelandende bor her i længere tid. To gange forsøgte vi at hilse - det tør vi ikke mere.
Sydney virker som en rar by. Det der betragtes som byens centrum, er et langstrakt område, fra Circular Quay i nord, til byens banegård i syd. Vi bor på George Street, der løber op gennem dette område. Det er yderst bekvemt, da vi kun er højst 10 minutter fra de mest spændende områder.
Sydney består af en nordlig og en sydlig del, forbundet af Sydney Harbour Bridge. Et flot gammelt bygningsværk, der i mange år har været byens stolthed. Vi har været en tur på broen for at nyde udsigten over Sydney Harbour. Det er et ret flot view med Operahuset på første parket.
Operahuset er et andet kapitel i vores besøg. På en våd regvejrsdag besluttede vi at kigge lidt nærmere på det. For det første er det jo byens hovedattraktion og symbol (om ikke Australiens), for det andet er man jo lidt stolt over at det er den danske arkitekt Jørn Utzon der er hjernen bag... Vi deltog i en meget spændende rundtur. Det er virkeligt et fantastisk bygningsværk. Lige så spændende, om end lidt trist, er historien om byggeriet af Operahuset, og Utzons kamp mod de Australske politikere. Historien er lang og kringlet, men ender i korte træk med at Utzon forlader projektet i 1966, i vrede, efter 10 års hårdt arbejde. På det tidspunkt er det meste af huset under tag. Herefter overtager en Australsk arkitekt opgaven at færdiggøre huset. Han ændrer en stor del af planerne, og færdiggør byggeriet. Det stod færdigt i 1973 efter 14 års byggerod. Utzon er så bitter på hele forløbet, at han aldrig selv har set sit mesterværk færdigt. Det er helt grotesk at tænke sig. Det er dog rart at se at Utzon idag får hele æren for det flotte bygningsværk. Som et bevis på dette har den Australske regering i 1999 givet Utzons tegnestue ansvaret for den forestående renovering.

Så var der også lige Trines fødselsdag. Ungerne havde hver lavet en flot tegning som gave. Emma så var spændt på at give gaven, at hun vågnede 2 timer før vi skulle op. Vi forsøgte at fortælle hende at det stadig var mørkt og nat, men det fejede hun straks af bordet. Hendes sol VAR stået op !!
Efter det traditionelle fødselsdags morgenbord tog vi færgen til Manly. Det er en smuk sejltur gennem Sydney Harbour, hvor man får set byen fra vandsiden. Manly er en lille forstad til Sydney, der ligger på nordsiden af havne-indsejlingen. Vi legede lidt på den lækre strand inden vi kastede os over frokosten.
Om aftenen havde vi reserveret plads på en restaurant i Sydney Tower. Sydney Tower er Australien højeste bygning. Øverst i tårnet er en stor gylden cylinder, indrettet som restaurant. Her sidder man 304 meter over jorden, med fuld udsyn over byen. Mens man sidder og spiser drejer restauranten så man får en 360 grader udsigt over byen i løbet af middagen. Det er virkeligt en god oplevelse. Her var en stor buffet med lækre retter, heriblandt grillet kamel, emu og kænguru. Vi havde en rigtig god dag.
Den store gyser fik vi fredag, da vi som ren rutine ringede til flyselskabet, for at bede om en børnemenu til Emma og Gustav på flyvningen til Tonga. Her kunne New Zealand Air fortællle at vi ikke havde nogen reservation overhovedet!!!! Med bankende hjerte droppede vi alle andre planer og tog til flyselskabets hovedkontor i Sydney for at løse problemet. Her kunne man se i systemet at vi havde mistet alle flyvningerne - Tonga, LA, London, København. Fejlen var sket da vi ændrede vores billeter i Thailand. Til alt held lykkedes det at få alle reservationerne igen.
Ellers har vi mest brugt tiden i Sydney på at snuse rundt i gaderne. Fra det gamle 'Rocks' hvor Cook gik i land i 1770, til de flotte gamle shopping-arkader der ligger rundt omkring i byen. Vi har også været i Darling Harbour, et nyere område med cafeer, forlystelser, udstilligshaller, museer og meget mere. Det er også her man finder byens største legeplads.
Vi brugte det meste af søndagen på et museum, der hedder Powerhouse. Det er et museum der om handler teknik, musik og design. Her er en skøn blanding af Harley-motorcykler, gamle damplokomotiver, eksperimentarium og meget andet. For hvert område har man lavet et legeområde hvor børn kan få lov at eksperimentere på egen hånd. Vi forlod museet efter 4 timer. Vi kunne simpelthen ikke rumme mere !
Vi har nu kun 2 dage tilbage i Australien. De har lovet skyet vejr med spredte byger begge dage. Vi er nu ved at lægge planerne for ankomsten til Tonga. En ny verden at forholde sig til...

29/5

Næstsidste dag i Australien. Vi synes, vi bør gøre en hel masse - udnytte den sidste tid i landet. Det er bestemt ikke tilbud, ture og seværdigheder, det skorter på: Der er det store akvarium med sæler, krokodiller, Great Barrier Reef i miniformat mm. , Berømte Bondi Strand, for ikke at nævne De Blå Bjerge uden for Sydney osv. osv. osv. Men vi er temmelig mætte af oplevelser og lidt dovne pt. Så vi 'nøjes' med en dejlig fredelig sejltur med færgen til Parramatta, hvor de fleste af nybyggerne slog sig ned i slutningen af 1700-tallet. Det er en køn sejltur på 50 minutter ind i Sydney's kæmpe havn, og billetten er betalt via det ugekort til alle busser og færger, vi købte i starten af ugen.
Parramatta er den næststørste forstad til Sydney, og en stor shopping by.... så vi fandt en legeplads, hvor børnene kunne hygge sig, mens Henrik og jeg søbede varm kaffe. Det var vores hensigt at tage ud til 'Elisabeth Farm' (den første europæiske farm bygget i Australien), men buschaufføren, der skulle køre os de ca. 3 km. derud, ville have os til at tage den sovende Gustav ud af klapvognen, så den kunne klappes sammen. Fair nok. Det ville vi ikke, så vi måtte gå - men pludslig var det ikke så vigtigt at se 'Elisabeth Farm', og så var det vi fandt legepladsen...
Sidste dag forløb med praktiske gøremål inden afrejse til Tonga. Bestille shuttlebus til lufthavnen imorgen, gøre de sidste indkøb osv. Jeg skrabede min fod mod nogle koraler, da vi var på 'den grønne ø' og fik efterfølgende et mystisk boblet udslet. For lige at være sikker på, at der ikke pludselig gror koraler ud fra min storetå, gik jeg til læge i Chinatown. (Det er ikke anbefalet at blive syg på Tonga). Lægen havde aldrig set noget lignende, men gav mig noget steroidsalve, og det tager jo hvad som helst. Samtidig fik Emma medicin for en fæl astmatisk vejrtrækning, hun havde udvikling i forbindelse med en forkølelse. Vi gik hjem i silende regnvejr, for at læse os til en god restaurent vi kunne spise den sidste aften.

Vejrmæssigt gør det ikke noget, at vi skal videre. Der er mange dage, hvor temperaturene har været 14-18 gr., mange skyer og voldsomme regnskyl. Andre dage har været flotte, lune og solbeskinnede.
Men - på hotellet udvikler Emma feber, og vi ender med kinesisk takeaway. Din skål blev gjort i saftevand, Louise. Men hvilken skål...
Og så det store pakkeræs. I morgen rejser vi til Tonga via New Zealand. Jeg har mange gange ønsket mig mere tid i Australien til alle de ting vi ikke fik set og gjort. Det er et meget specielt (naturmæssigt) og smukt land med en mængde naturoplevelser vi ikke fik med denne gang. Folk er meget imødekommende og det er et børnevenligt land og nemt at rejse rundt i (omend lidt dyrt). Det har været spændende at køre langs Quenslands kysttrækning, med al den variation den har at byde på - 2700 km nåede vi at køre. Også de få afstikkere til 'landet bag kysten' har været sjove og lærerige. Det er steder hvor ord som 'Gold-rush' stadig er aktuelle, og hvor man stadig håndgraver miner under jorden i jagten på safirer. Man får virkeligt lyst til at se mere af landet længere mod vest.< br> Men man indstiller sig automatisk på næste etape, og nu glæder vi os til Tonga.
Efter et par dages udvekslen af mails, havde vi forhandlet os frem til en rimelig pris på tag over hovedet, så når vi nu lander i Tonga lufthavn kl. 1.30 am lokal tid (midt om natten, øv), bliver vi hentet at Heilala Holiday Resort og kørt til vores 'fale' hvor vi skal bo ihvertfald de første 14 dage.
Trods deres vinter, er der ca. 25 gr. og indimellem sol...

Byebye Australia -- Tonga here we come...

Til oversigten