OPLEVELSER I INDIEN

Søndag d.19/9.
Så landede vi endeligt efter en lang flyvetur, og blev mødt af en helt speciel varm, krydret luft. Klokken 1 om natten var der stadigt varmt som en varm sommerdag på Pedersvej.
Vi blev hentet af en chauffør, der kørte os til YMCA hotel hvor vi har planlagt at overnatte de første 2 dage. Overtrætte, spændte og tilfredse faldt vi i søvn efter et grineflip : aircon systemet i rummet larmer, så man tror man ligger i maskinrummet på storebæltsfærgen !
Søndag har vi mest brugt på at se os omkring. Formiddagen brugte vi på at gå en kort tur. Overalt er mennesker der mener at have et godt tilbud, enten i form af en køretur eller et par briller, eller... Alle butikker og kontorer har lukket om søndagen. Men gademarkedene er i fuld vigør mange steder i byen og de sender bombardamenter af lyde, lugte og farver i hovedet på en. Øjet fanger hele tiden en eller anden sjov sitaution, noget usædvanligt kønt eller...
Vi endte på et tur-bureau hvor vi bookede transport og hoteller til Jaipur, Agra og tog til Kerala. Vi skulle af sted mandag formiddag, men har fået kolde fødder. Noget siger os vi skal afmelde turen, selvom det bliver med ævl og kævl. Det gør vi i morgen. Vi har lært at vi skal følge vores intuition !!
Eftermiddagen har vi brugt på en bytur med guide. Vi har set Lotus templet, India Gate, Ghandi's grav, Red Fort og andre af de ting man skriver om i de kulørte turistreklamer...
Vi har følt os som nogle af de skøre turister der bare skal se det hele på overfladen. Men det har givet et indtryk af Delhi som den store 'voldsomme' by, med 16 mil. indbyggere og alt for lidt plads at være på. Vi glæder os egentligt til at komme videre.

Mandag d. 20/9.
Vi besluttede os for at annullere turen, vi bookede søndag, for at lave en lignende tur med et rejsebureau, vi var trygge ved. Det brugte vi det meste af mandagen på, og efter lange samtaler fik vi stykket en god tur sammen med jysk rejsebureau: En overnatning i Agra på et "godt" hotel (for børnenes skyld). Her vil vi se Agra Fort og naturligvis Taj Mahal. To overnatninger i Jaipur - den lyserøde by, og der ville vi meget gerne overnatte på et rigtigt palads.
Det nærmeste vi kunne komme på et ledigt "palads hotel" blev Maharajaens tidligere bolig. Det var lidt ærgerligt der ikke var ledige værelser på et "rigtigt" palads. Normalt er der ikke så megen run på dem i September, men Emma kan vel nok få levet sin prinsessedrøm ud i hans Maharajaens tidligere bolig også.

Tirsdag d. 21/9.
Tirsdag morgen begav vi os ud på vores - til dato- mest luksuøse og bekvemme tur.
Vi har en stor Toyota firehjulstrækker til rådighed 24 timer i døgnet, og vores chauffør hentede os kl. 8 som aftalt. Så gik turen til Agra. I al fredsommelighed kunne vi sidde i bilen og kigge ud på det brogede bybillede af biler, knallerter, tuc-tuc's, mennesker der sov på en mur ved vejen, mennesker der knoklede, køer, æsler, kameler, grise, fancy butikker, farverige bazarrer, luksus og slum. Alt sammen i en skøn pærevælling.
Det var helt underligt at se alle de dyr midt i den travle trafik. De hellige køer går frit rundt mellem bilerne. Nogle gange går de mod trafikken, andre gange på tværs. og ved sjældne tilfælde går de i færdselsretningen uden at skabe kaos ! Vores chauffør fortæller at hver ko tilhører en familie. En gang om dagen finder de koen på gaden for at trække den hjem og malke den. Så slipper de den løs igen, i håb om den selv finder mad et sted, Det er nemlig for dyrt for familien at give den føde. I bilen sidder Emma og Gustav og snakker, småleger, småskændes.
Gustav klager over mavepine. vi er bange for at det er den lassi han slubrede i sig med stor velbehag i drikkepausen. Men efter en håndfuld mariekiks, vi endnu havde tilbage fra flyveturen, er han i fulde omdrejninger igen og klar til at tage kampen op med Emma.

Efter 5 timers køretur ( Indisk kørsel er noget for sig, man kan undre sig over befolkningsvæksten stadig er stigende ) ankommer til vores hotel. Det viser sig at vi skal bo på et rigtigt fint hotel (Taj View), med udsigt til Taj Mahal fra vores værelse.
Vi var fuldstændigt uforberedte på det der nu mødte os: Døren blev åbnet for os af en fin mand med rød turban. Hello sir, welcome sir, how are you sir.... I receptionen blev vi budt velkommen af 3 ulasteligt klædte mennesker. Vi fik alle en fin blomsterkrans om halsen, og en tjener kom med velkomstdrinks til os. Gustav øjnede straks chancen til at snuppe de pinde der var i drinkens cocktailbær. I baggrunden kunne vi se en stakkels tjener, tæt på at brække ryggen, da han forsøgte at løfte vores rygsække. Vi trak diskret på smilebåndet da vores toilettaske, som vi ikke nåede at pakke ned i rygsækken, blev båret til vores værelse af en stor, uniformeret mand med overskæg og turban.
Men vi følte os nok mest aparte, da vi skulle vise vores pas i receptionen. Som sædvanligt løftede vi lidt på T-shirten og fiskede vores pas op af mavebæltet der var stukket ned i bukserne. For tilskuerne så det ud som om vi hev det direkte op af underbukserne. Vi han vist ikke helt leve op til standarden på et 5-stjernet hotel.

Efter et vellykket checkin !?, mødtes vi med vores chauffør og en lokal guide. De tog os til Agra fort. Agra fort er et enormt bygningsværk, bygget af røde sten og meget smukt udformet med relieffer og smukke mønstre. Mønstre var nu ikke lige det Gustav havde i kikkerten. Sagen er nemlig den, at Agre Fort huser adskillige spændende biller og myrer !
Men ud over at være bille-bo, var Agra fort også Kejserens bolig. Her boede han med sine 4 kejserinder og en masse konkubiner (elskerinder). Kejseren elskede kun den ene af sine koner, og da hun døde i barselssengen blev han ramt af dyb sorg. Han besluttede derfor at bygge Taj Mahal som gravmonument til hende. Taj Mahal er et helt enestående bygningsværk, bygget af hvid marmor. Det tog 22 år at bygge, og 20.000 mand var med til at skabe et af verdens syv vidundere...

Tilbage på hotellet er det tid til en svømmetur. Midt i den smukke hotel-have kunne vi bade i månens skær. Det var ikke fordi vi specielt havde ventet på månen, men solen går allerede ned klokken 18.

Onsdag d. 22/9.
Klokken er 5 onsdag morgen da vækkeuret kimer. Det er i dag den store dag hvor vi skal besøge Taj Mahal. Indien stolthed. Hjemmefra har vi studeret billeder, og Emma har glædet sig lige siden. Det siges at Taj Mahal skal ses ved solopgang, så ...
Synet af Taj Mahal kan ikke beskrives med ord. Et kæmpe hvidt bygningsværk i ren marmor. Farverne skifter når lyset ændrer sig. Flotte mosaikker i halv-ædelstene er indlagt i marmoret. Da det blev bygget (1631-1653) kostede det over 60 mil. Rupees i datidens mønt (næsten 10mill kr.) Det må da siges at være mange penge i 1600 tallet !
Det er helt ubegribeligt at gå rundt i Taj Mahal (Gustav er på billejagt igen), og så forestille sig at alt dette kun er bygget som et gravmonument. Når man ser det, forstår man hvorfor det er et af verdens syv vidundere.
Efter Taj Mahal tog vi hjem for at spise morgenmad og checke ud.

'On the road again...' , Af sted det går mod Jaipur. På vejen gør vi stop ved Fatehpur Sikri. Indiens første hovedstad. Der er ikke meget at sige, dette er endnu et stort fort, bygget for kejseren og hans 3 koner. En spøjs ting er at det tog 15 år at bygge, med fungerede kun som kejserbolig i 4 år.
Resten af dagen er gået med køreturen fra Agra til Jaipur i Rajastan. Landskabet skifter konstant - kameler der trækker store vognlæs, lastbiler der er brudt sammen under trykket af alt for mange mursten, køer, grise, og ikke mindst mennesker, mennesker og atter mennesker overalt.
Vi ser utroligt meget fattigdom over det hele. Hver gang vi stopper, er bilen øjeblikkeligt omringet af folk der tigger, kæmper for at sælge nogle af de ting "de har lavet". De kan være meget svære at ignorere...

Endeligt, ved aftenstide, kommer vi frem til vores nye bolig. Rajmahal Palace Hotel. Vi har fået en stor suite, med rigeligt plads. Emma har indtaget sminke/-påklædningsværelset...
Inden aftensmaden arrangerede hotellet et Indisk dukketeater for Emma og Gustav. En lille gruppe mennesker fra byen blev hidkaldt, og satte deres teater op i en af salene.
Her skal vi bo i to dage - ikke dårligt !
I morgen skal vi kigge os omkrig i Jaipur...

Torsdag d. 23/9.
Vi starter traditionen tro med lidt morgenmad. Desværre kun for 3, da Trine har dårlig mave og bliver i sengen. Vores tjener præsenterer sig høfligt efter sirligt at have placeret stofservietterne på Emma og Gustavs skød. Han fortæller at han har været i huset i 31 år, og da Maharajaen boede der tog han sig af de fine gæster som Prins Charles, Diana, Dronning Elizabeth og mange andre. I al hans højtidelighed fortrak han ikke en mine når gafler og tandstikker var en del af Gustavs eksperimenter ved bordet. Kogt vand med honning og citron bliver bragt til Trines sygeleje
Efter maden bliver vi hentet af vores chauffør og en lokal guide. Han snakker fanden et øre af på total uforståeligt 'engelsk'. Lidt forstår vi dog heldigvis, delvist fordi vi har læst lidt om byen i forvejen.
Jaipur ligger i Rajastan og er hjemstavn for Rajastans Konger/Maharajaer gennem tiderne. Jaipur er også kendt som den lyserøde by. engang i 1700 tallet fik den daværende Maharaja besøg af det engelske kongehus, og beordrede hele byen malet lyserød, da lyserød er velkomst-farve. Den lyserøde maling blev lavet af rosenblade. Det har man ikke råd til mere, så i dag bruges knuste mursten til at farve malingen.
Vi besøgte Amber palace der ligger på en bjergkam. Det sidste stykke af turen op til palacet foregik på elefant-ryg.
Selve historien om Maharajaerne der boede der og hvem der sagde hvad har min hjerne ikke brudt sig om at gemme, men det er spændende at se hvordan for 400 år siden legede med lyseffekter ved hjælp af spejle og aircondition med hjælp af rindende vand, stykker af stof, og luftpassager i store marmorblokke.
Vi kørte rundt i byen det meste af dagen, og så forskellige seværdigheder. Vi besøgte også et par butikker med speciale i stoftryk og smykker. Det blev til en dug og en kjole til Emma. Sidst på dagen skulle Trines mave hjem i seng igen, så Emma og Gustav og Henrik kunne lege i hotellets pool...

Fredag d. 24/9.
Op og af sted. Nu går turen tilbage til Delhi. Turen er 250 km, og tager ca. 6 timer. Det er en fin 4-sporet vej, men som sædvanligt er det en kamp med biler, cykler, køer og kameler. Vores chauffør fortæller at køerne gerne står midt mellem rækkerne af biler der suser forbi, fordi det holder fluerne væk !
Vores chauffør hedder for øvrigt Manog, og er utroligt sød. Hans livshistorie er et godt eksempel på den verden mange indere må affinde sig med. Han arbejder i Delhi, mens hans kone og søn på 4 år bor hos hans familie i Himalaya-bjergene. Hver 3. eller 4. måned kan han komme hjem til familien i få dage. Turen dertil er en rejse delvist med tog, delvist på ladet af en lastbil. Han håber at kunne flytte hjem til familien om 6-8 år hvis økonomien tillader det.
Men nu er vi tilbage i Delhi på YMCA hotel. I morgen tager vi flyet til Trivandrum. Vi glæder os til at komme videre, og forhåbentligt finde en strand i Kovalam hvor vi kan tage den med ro i en stund. Vi må se hvad tiden byder...

Lørdag d. 25/9.
Tidligt op og af sted. Vi skal nå flyet til Trivandrum. Det viser sig at være en flyvetur på 5 timer, det giver god tid til bare at slappe af og læse lidt i rejsebogen om næste destination. Det er altid godt at være forberedt i god tid...

Lige så snart vi træder ud af maskinen, kan vi straks fornemme at vi er kommet langt væk fra nord-indien. Klimaet er mere mildt, og overalt svajer kokospalmerne i vinden.> Efter ankomsten til Kovalam Beach tager Trine og Emma en runde for at finde et hotel hvor vi kan prutte prisen ned til et rimeligt niveau. Vi er tydeligvis uden for sæson. Hoteller og forretninger er sultne efter betalende gæster.
Dagen slutter på en restaurant med udsigt til stranden, med tusinder af små lys i horisonten. Det er fiskere fra den nærliggende fiskerlandsby der er på natfiskeri. 50 m fra os stor det store fyr og lyser ud i mørket.
Perfekt sted til at slappe af efter vores uge i Nordindien...

Søndag d. 26/9.
Afslapning....

Mandag d. 27/9.
Vi begynder så småt at tænke på hvor vi skal hen efter Kovalam. Vi vil gerne ud at sejle på Keralas Backwaters (kanalsystemer) i en husbåd (kettuvallam). Der findes forskellige ruter af kortere og længere varighed, men vores temperament passer nok mest til 1 døgn på vandet. Den smukkeste - og mest rolige tur hvor man staver sig igennem smalle kanaler - udgår fra Alappuzha (ca. 200 km længere op ad kysten), og man kommer tilbage dertil. Turen her fra Kovalam til Alappuzha regner vi med at tage med tog. Vi har fået at vide der går et tog i morgen formiddag. Det prøver vi at fange...

Efter at have lavet planer for de næste par dage, tager vi en tur til fiskerlandsbyen 2 km længere sydpå. Der var syns og lugteindtryk nok til at mætte alle sanser. Hundredvis af træbåde, og endnu flere fiskere, er i fuld gang med at losse alle bådene for fisk. Vi må hele tiden springe til siden for ikke at gå i vejen, når en fisker kommer balancerende med en stor kasse fisk på hovedet. En fisker tilbyder en tur i sin fiskerbåd for 100 rupee. (ca.14 kr.) Da vi siger ja tak, råber han det glade budskab ud over resten af forsamlingen til stor jubel (en fisker tjener gennemsnitligt 40 rp. dgl.) og hjælper os op i den båd, han lige har losset.
Bagefter - godt klistret ind i fiskeskæl og andet godt, går vi hjem og hopper i bølgerne. Det regner, så vi har stranden for os selv. Der kommer nu hurtigt et par drenge, der vil være med.
Elforsyningen i byen er meget ustabil. Vi finder hurtigt ud af at vi altid skal have en lygte med os alle steder.

Tirsdag d. 28/9.
I dag skal vi videre til Alleppey for at finde en husbåd. Vi har fået oplyst at der går et tog fra Trivandrum kl. 11. Det regner kraftigt. For første gang overgiver vi os og finder vores regntøj frem.
Manden i billetlugen kender ikke til noget tog klokken 11, så vi sætter kurs mod busstationen i stedet. Vi har kun hørt dårligt om de indiske busser, man vi skal jo af sted.
Ny billetluge, ny kø. Vi skæver lidt til alle de gamle rustne busser, fuldstændigt proppet med mennesker. Hver gang en bus stopper, vælter det ind med mennesker der vi sikre sig at komme med.
Vi tager en dyb indånding, og maser vores alt for store rygsække ind i bussen. Vi ved godt de bør ligge på taget, men de kan bare lige vove...
232 Rupees (30kr) for hele familien er vel ok for 191 km !?
4 Timer senere er vi henrykte over at komme ud af bussen igen. Alle lemmer sover, og hørelsen er totalt lammet af motorstøj og den infame larm af bussens horn.
I Indien står der 'BLOW HORN' bag på alle last biler. Det er lovbestemt at hornet skal bruges hver gang man vil overhale eller hver gang man vil have lidt mere plads, eller hver gang man godt ved det er en halsbrækkende man har kastet sig ud i. Det betyder i praksis at hornet er tændt når motoren er startet !!

Vi er nu indkvarteret på et værelse i et hostel der hedder 'The Nest' Det er et gammelt hus hvor ejeren, der selv bor her, lever af at leje værelser til rejsende. Ejeren har hjulpet os med at arrangere en husbåd vi kan kigge på i morgen. Hvis det er OK, flytter vi ud på båden i et døgns tid. Vi glæder os allerede...

Onsdag d. 29/9.
Husbåden viser sig at svare helt til vores forventninger. Det er en båd lavet efter gammel kinesisk tradition med et skrog af planker der er bunde sammen af kokos.
Overbygningen er lavet af flettede palmeblade på en konstruktion af bambus. I båden er der to soverum med hver deres badeværelse, en spiseafdeling, samt en overbygning hvor man kan sidde og drikke en kølig pilsner mens man beskuer farvandet.
Forrest i båden sidder kaptajnen. En trivelig glad inder der desværre ikke taler et kuk engelsk. På siden af båden sidder motor-manden på en plade over vandet, hvor en lille påhængsmotor er monteret. En lille klokke ved motoren er forbundet med en snor der er trukket op til kaptajnen. Her kan han så signalere 'fuld skrue', 'halv skrue', 'dump motoren' osv. med et eller flere klokkeslag.
Den tredje mand er kokken. Hans køkken er placeret agter, og herfra serverer han de lækreste måltider for os. Vi har båden for os selv i det næste døgn. Helt perfekt. Emma og Gustav stortrives ombord.

I Eftermiddag fik vi virkeligt taget et stort ryk med Emmas lektier. 7 sider matematik, og en side mere i dagbogen. Dagens bemærkning fra Gustav kom da han belærte os om at fluer prutter hele tiden. Det er derfor de spiser så meget lort !!

De backwaters vi sejler på er et stort kanalsystem, med masser af bebyggelse ved bredden. Her går livets gang med tøjvask, skolegang og arbejde mens vi langsomt glider forbi. En mand kommer forbi i hans lille båd. Den er fyldt med potter og pander han sejler rundt og sælger ved husene. En anden kaster liner ud for at fange fisk. I baggrunden, bag rækken af palmetræer, arbejder folk i rismarkerne.
Undervejs lægger vi til ved et lille skur, der sælger friske tigerrejer. Vi hopper i land og køber et halvt kg. til ca. 50 kr. De bliver tilberede og serveret som en del af vores aftensmad. Lækkert!!!

Når man sidder her og ser det hele glide forbi, bliver man helt overvældet af følelsen at være meget privilegeret. At kunne sidde her og se det hele - sammen !
Indien er en smeltedigel af godt og dårligt, rigdom og slum. Alt sammen i stor kontrast til vores danske 'paradis'. Disse mennesker er født til en verden hvor de ikke har de valg i tilværelsen som vi har. Vi er super privilegeret...

Ved 5-tiden fortøjes båden for natten, mellem et par palmetræer. Vi får at vide at bådene kun må sejle til klokken 5. Om natten er det til for fiskerne at få sat garn og få fangsten hjem igen inden bådene må sejle igen om morgenen. Emma og Gustav finder sammen ned en Indisk dreng. De tegner i sandet, kaster med pinde og springer længdespring sammen. En god slutning på en dejlig dag...

Torsdag d. 30/9.
Vi vågner ved 8-tiden. Vi har sovet godt i de to dobbeltsenge under myggenet på båden, Vi undrer os over vi ikke sejler. Planen var at vi skulle sejle videre klokken 7 ! Da vi kommer ud af kahytten bliver vi mødt af en kaptajn der siger 'Can we start engine now sir ?'. Det var endnu ikke gået op for os at alt kun foregår på vores ordre.

Tilbage i Allepey sidst på formiddagen, bliver vi hentet af en vogn med Chauffør. Vi har aftalt med værten fra 'The Nest' at vi vil dele omkostningerne til bilen. Planen er nu at køre ind i landet til et sted i bjergene der hedder Periyar. Det er en køretur på ca. 4 timer, hvor vi ender ca. 1400 meter over havet.
Udover at være et reservat for vilde dyr, er det også et sted med the og Kaffe-plantager samt krydderi-plantager. Køreturen gik godt. Vi kørte i en af de gamle engelske biler (Ambassador) der stadig masseproduceres i Indien. Vores bagdele sov godt og grundigt, men de var da til at vække igen ...
Vi fandt et godt hotel da vi kom frem (Ambadi), og fik lagt en plan over fredagen.

Fredag d. 1/10.
Så er det første oktober, dagen hvor vi desværre ikke kan hjælpe til med Carsten og Susannes flytning fra Bæverby til Køge ! I stedet må vi nøjes med et tur i bjergområdet hvor vi nu bor. Vi har fået en guide og en bil med chauffør. Vi starter med et besøg i en stor spice-garden. Her dyrkes alle de krydderier man kan tænke sig: Kardemomme, chili, peber, kanel, vanille forskellige lægeurter og meget meget mere. De har også kaffeplanter og en masse spændende blomster og frugter. Emma fulgte meget interesseret med og samlede krydderier i en pose hun kan vise klassen når hun kommer hjem.
Efter krydderi-plantagen besøgte vi en kaffe-fabrik og en the-fabrik, og Emma prøvede at plukke The på en theplantage.
Sidst på eftermiddagen tog vi på en bådtur i dyre-reservatet for at se vilde dyr. Vi havde sat næsen op efter at se bare et par stykker af de mange elefanter, tigre, leoparder, bjørne og andre dyr der lever her. Lang næse, vi så kun nogle dådyr og de var ifølge Gustav 'overhovedet ikke spændende' . Selve området er utroligt smukt og roligt, men kan helt sikkert godt undvære en stor bådfuld skrigende og hujende Indere der kommer og forstyrrer freden.

Her i bjergene er rigtigt dejligt. Klimaet er noget koldere end ved kysten, men stadig dejligt lunt. Her regner vi med at blive til på søndag. Så tager vi nok ud til kysten igen, for at fortsætte vores færd nordpå.

Lørdag d. 2/10.
I dag er det Gandhi's fødselsdag. Det vælter ind med busser fulde af indere der holder weekend i Periyar. Vi har valgt at bruge tiden på at hygge. Da sejlturen i går ikke afslørede de vilde horder af dyr, valgt vi selv at gå på jagt efter aber til fods. Efter at have ledt nogen tid i skoven, fandt vi et sted med sorte aber. De svingede sig fra gren til gren over hovederne på os, til Emmas og Gustavs store fornøjelse. Da vi gik tilbage mødte vi pludseligt en masse hvide aber. De er noget mindre end de sorte, men er mere underholdende. De løber rundt på jorden tæt omkring os, mens de nysgerrigt kigger på os. Små abeunger lager tagfat på jorden og i træerne...
Overalt tilbydes der en specielt form for massage hvor man bliver smurt helt ind i olie. Trine fik sig sådan en tur, afsluttet med en tur i et urte-dampbad.
Kerala har en gammel dans/teater tradition der hedder Kathakali. Den går vist tilbage til 1700 tallet, og er stadig populær på disse kanter. Vi besluttede os for at se en forestilling. Hvis man møder op en time før, kan man se hvordan de sminker sig. De bruger en helt speciel teknik hvor de klistrer nogle formede plader af papir på kæberne og på den måde opbygger en maske. Det tager rigtigt lang tid, og er faktisk mere spændende at se end selve forestillingen...
Vi har det rigtigt godt, og nyder vores tur. Vi er dog lidt trætte af at være vegetarer. De laver så mange lækre retter med kylling, men alle vi har spurgt opfordrer os til at holde os fra det. De har ikke gode kølefaciliteter, så kødet kan ikke holde sig. Vi skal nok holde os på måtten så vi undgår maveonder.

Søndag d. 3/10.
Så er det tid til at tage videre i programmet. Vores næste mål er Cochin, en by der ligger lidt længere nordpå, men helt ud til kysten. Det var har Vasco Da Gama endte sine dage i 1524. Cochin er ikke nogen stor by, blot 1,6 mil. indbyggere.
Køreturen på de 200km gik godt. Den tog 6 timer, kun afbrudt for en stund da vi måtte hjælpe chaufføren med at skifte ventilator rem. Den første times tid var præget af gensynet med alle the plantagerne på bjergskråningerne. Det er et utroligt flot landskab. Det er lutter grønne bjergskråninger, ind imellem gennemskåret af store og små vandfald.
Et stykke nede af bjerget hører the plantagerne op, og man passerer et område med gummiplantager. Tusindvis af træer er snittet i barken så gummimassen kan dryppe ned i en skål. Nå vi så kommer længere ned, tæt på havniveauet er vi igen i området med floder, kanaler og masser af rismarker.
Det regner en del under turen. Der er delvist udsyn gennem forruden, da kun den ene vinduesvisker er monteret. Hver gang vi kører gennem en større vandmængde får vi vasket vores sandaler !
Vi er nu indkvarteret i et flot gammelt hus der er indrettet som hotel (Ballard Bungalow). Store flotte rum med højt til loft og gulve af brede teak-planker. Vi har valgt at ofre lidt luksus. Vi er blevet lidt trætte af de snuskede steder, og Indien er stedet hvor man har råd til det. Trods standarden betaler vi kun 1000 Rupees per nat (130kr).
Vi bor i en del af Cochin der hedder Fort Cochin. Det er en lille Ø der ligger 4,5km færgesejlads fra byen på hovedlandet. Håber det er tørvejr i morgen. Så må vi se os lidt omkring !

Mandag d. 4/10.
Det viser sig at være et rigtigt hyggelig hus vi bor i. Det er et hus er er mere end 200 år gammelt, og tilhørte oprindeligt en engelsk familie. En af byens skoler er nabo til vores hus. På verandaen kan vi både se og høre undervisningen i de forskellige klasser. Det er tydeligvis meget udenadslære, hvor læreren siger nogle ting, og klassen gentager de samme ord i kor. Emma følger interesseret med. Måske har hun forlag om nye lære-metoder med hjem til klassen ?
Vi tager båden til hovedbyen på fastlandet, Ernakulam. En stor larmende beskidt by. Det styrter ned, så vi starter med at købe hver en paraply. Så er vi klædt på til det værste. Vores vigtigste ærinde her er at finde den sydlige banegård. og reservere plads på toget til Goa. Det bliver onsdag klokken 14.10, med ankomst i Goa torsdag morgen klokken 6. Det bliver spændende at se om de indiske tog lever op til deres ry om at være et uforglemmeligt transportmiddel...

Båden tilbage til Fort Cochin lander på stranden, hvor de berømte kinesiske fiskenet står på række. Vi får at vide at fiskerne er i aktion næste morgen klokken 6. Det vil vi meget gerne opleve.

Tirsdag d. 5/10.
Vækkeuret kimer urimeligt tidligt. Emma, Gustav og Trine har ikke sovet færdigt, da Henrik lunter ned for at se fiskerne i aktion.
Der er et leben på stranden. Fiskenettene er i fuld aktion. De kinesiske fiskenet blev indført i Cochin i 1200 tallet. De består af et stort stativ bygget af teak-stokke. Et stort net der hænger over vandet kan vippes ned i vandet, mens seks mænd kæmper med de store sten der danner modvægt inde på stranden. Når nettet vippes op igen kan det renses for de vandliljer og fisk der lige var i nærheden.
Hver gang man har samlet en spandfuld fisk, løber en mand hen for at sælge dem på fiskeri-auktionen. Det går ikke stille af sig, og hver reje er da også vend og drejet flere gange inden den skifter ejermand
Selv om fiskerne er i fuld vigør, har de ikke mere travlt end at de lige skal høre hvem man er, og hvor man kommer fra. Man får straks et håndtryk og en kop the.
Da hele familien havde sovet færdigt, tog vi en tuk-tuk rundt på Fort Cochin halvøen. Gustav fik lov at sidde forrest og 'styre' på vej til det første stop der var en elefant trænings-skole. Ellers var det en spændende blanding af templer, krydderimarkeder og gamle kvarterer. Et virkeligt hyggeligt og rart sted.
Vi føler virkeligt vi er faldet til ro, og har et afslappet tempo. Vi har fundet en meget god balance mellem at være 'turist' og bare det at hygge og luske rundt. Vi har fundet ud af at det betyder meget at de steder vi bor er hyggelige. Så kan vi læse, lege, tegne og Emma kan få ro til at læse lektier. Hun er utroligt flittig, og øver sig meget på at skrive om det hun oplever. Sjovt og spændende at følge.
I morgen skal vi pakke vores ting, og tage toget til Goa. Vi har ikke nogen endelig plan, men regner med at stå af toget syd for Gamle Goa, ved en strand der hedder Colva. Det skulle vist nok være en rigtig lækker sandstrand, med svajende palmer og hytter lige ud til vandet. Lige hvad vi har lyst til nu. I starten af ferien var der fuld fart på, og vi har oplevet en masse. Nu er vi er kommet så langt ned i tempo at vi kan slappe af og dase på en god strand. Lad os håbe vejret er med os...

Onsdag d. 6/10.
14.10 ruller expresstoget 6346 ind på banegården som planlagt. Vi står mellem bunker af kasser og pakker, klar til at stige på toget,
Vognen viste sig at være noget anderledes end forventet. Vi havde ofret en anden klasse sovevogn med aircondition, og egentligt forventet at have en kupe at sidde i. I stedet var vognen indrettet som een stor sovesal, med køjer i 3 niveauer. Noget der i øvrigt skulle vise sig at være en positiv oplevelse, da man ikke kan undgå at komme i snak med en masse mennesker.
Emma og Gustav fandt hurtigt ud af hvor sjovt det kan være at kravle op og ned og op og ned og op og ....
Vi sad sammen med en ung mand der var på vej til Mumbay til et jobinterview. Han gik meget op i folkesundhed, og arbejder i øjeblikket med Indiens vand-forsyningsproblemer. Under vores snak fik vi et interessant indblik i noget af det Indien man ikke ser som turist.
Det Indien som på den ene side er på absolut forkant med den teknologiske udvikling og forskning på en lang række områder. Det Indien der har en stadig voksende middelklasse med større og større købekraft for hver dag der går. Og så samtidigt det Indien der har ufatteligt meget fattigdom. En meget stor del af befolkningen er analfabeter. Nogle af de byer vores togven har besøgt, ligger steder i Rajastan hvor der ikke er vand, veje, strøm og hvor man end ikke ved der er en verden på den anden side af ørkenen. At der er et land der hedder Indien - og en by der hedder Delhi. Her lever man efter det gode princip, at børn er guds gave, og flere børn betyder flere hænder der kan arbejde. De lukker desværre øjnene for at der ikke er mad nok til dem alle !

Det kæmpe spænd fra fattig til rig fastholdes delvist af kastesystemet. De rige har ingen interesse i at forbedre de fattiges kår. Ingen lov kan ændre dette. Når Indiens regering for eksempel har indført fri skolegang for alle, bliver dette fortolket af den lokale overklasse. Mange steder betyder det at man hindrer visse befolkningsgrupper at gå i skole. Stik mod loven. Der er så meget korruption i Indien, at lovens lange arm er ud af stand til at styre noget som helst. En absurd tanke at så stort et land ikke kan styres - ikke vil styres. Hvor skal det ende ?

Hver gang man falder i snak med nye mennesker er det slående, hvordan vi alle skal rangordnes, lige fra starten. Hvor kommer vi fra? Hvad er vores uddannelse, hvad er deres, eller hvis sønnens titel er bedre end deres, er det ham der refereres til. Afslutningen af en samtale ender så altid med at man får deres navn og telefonnummer eller mailadresse, med besked om at vi endeligt skal kontakte dem hvis vi har brug for det. Fast ritual - men meget imødekommende og positivt..

Under snakken, lægger vi mærke til at toget næsten holder mere stille end det kører. Det går meget langsomt - og det er endda eksprestoget !!

Ved aftenstid hører vi at toget nu er mere end en time forsinket. En pige var faldet af toget, men det var ikke noget man tog særligt alvorligt.
Et par unge mænd kæmper sig frem og tilbage i toget med skiftevis kaffe, the, stegte bananer og en masse andre 'specialiteter' vi ikke kan identificere. Vi har dog meget sjov med at efterligne de underlige ting de siger når de forsøger at sælge dem.
Inden vi lægger os til at sove, forsøger vi at finde ud af hvornår vi skal vågne for at komme af toget. Nogen siger 5.30, andre siger 7.30, nogen siger at vi kan bede om at blive vækket når vi når Goa - men at vi ikke skal stole på det sker. Lige det vi har brug for !!. Vi sætter vores vækkeur til klokken 5 (morgen !). Så kan de sgu selv om hvis hele vognen vågner...

Torsdag d. 7/10.
Natten er ikke noget at skrive om, da vi helst vil holde os fra de beskidte ord og gloser. Vi kom op, og vi kom også af toget på den rigtige station klokken 7.30. De blev en tur på lidt mere end 17 timer.

Vi bor nu på stranden i Colva, på C'Roque Resort. Det er et simpelt, billigt sted, der ligger helt ude ved strandkanten. De har god mad, kold øl, solen skinner og vandet er næsten varmt nok til at lave the ;-)
Det er vist så godt som det kan blive...

Fredag d.8/10.
Dagens eneste mål er at bade, bade og så skaffe en togbillet til vi skal videre på tirsdag. Vores plan er at bliver her i Goa til på tirsdag, og så bruge de sidste to dage i Mumbay
Det blev til en billet til Konkan-toget tirsdag klokken 10.10 om formiddagen, med ankomst i Mumbay 21.45.
På vej til byen, i en taxi, passerer vi et trafik-uheld. 'Now one people win jackpot', siger chaufføren spontant. Det viser sig at inderne har et illegalt spil, hvor man kan sætte penge på en specifik nummerplade. Når så bilen, med den pågældende nummerplade, bliver skadet ved en ulykke, får personen 'jackpot' og vinder dermed 90 Rupees per 1 Rupee indsats. Hver gang der er en ny ulykke, flokkes folk omkring for at se om deres lykke er gjort ! Det er da noget af det mest bizarre vi har hørt til dato !!
Vi går en lang tur langs stranden. Vi bor på en 25km lang hvid strand med palmer lige så langt øjet rækker. Bølgerne ruller ind, hver gang med en ny ladning skaller og søstjerne. Gustav samler levende søstjerner i en oversavet vandflaske. Det bliver til temmelig mange. De ligger i lag, og kæmper for at kravle op til toppen af bunken. Hvem vil ikke gerne være 'stjerne for en aften' ?
Ungerne er helt vilde. Det er længe siden vi har set dem SÅ glade. Vi glæder os over vi er havnet her. Tilbage i den gamle drøm, om driverlivet ved palmestranden.
Vi bader til solen går ned. Om aftenen gøres Emmas og Gustav muslingeskals-beholdning op. Der er rigtigt mange, men vi må have fat i nogle flere i morgen...

Lørdag d.9/10.
Henriks fødselsdag - bliver vækket om morgenen, med et stort tillykke fra Trine, Emma og Gustav. Solen skinner (man har vel været artig ?!) og livet ser lyst ud.
Formiddagen går med at bygge sandslotte og fange krabber. Emma er trænet i at bygge nogle flotte hjerter i sand. Har vistnok øvet sig på skolen hjemme.
Om eftermiddagen får vi kaffe og fødselsdagskage !! Trine har fået ejeren af vores resort til at få lavet en kage i byen Margao. Yums, det er en dejlig lagkage med masser af chokolade og en hilsen til fødselaren i glasuren. Emma og Gustav har selv lavet deres gaver. Gustav har tegnet hele verden, og en tegning mere med forskellige pistoler, og et bjerg med trapper. Emma har tegnet en palmestrand, mod kokosnødder i trætoppen, og en (han)hund på stranden. Dejligt...
Resten af dagen leger hele familien i de store bølger. Ungerne bliver væltet helt omkuld. De har dog fundet ud af at de kan dykke hver gang der kommer en stor bølge, så bliver de (næsten) stående.
Vi står i varmt vand til livet - og ser himlen malet helt rød, da solen går ned. Vi står og får en klump i halsen. Det er sgu da bare for dejligt det her !!!
Dagen ender med et festmåltid. Masser af fisk og rejer (og kold øl). Lyden af bølgerne der ruller ind 10 meter fra vores bord - stjernerne på nattehimlen. Det har været en rigtig god fødselsdag...

Torsdag d.14/10.
Vi havde 5 rigtigt gode dage ved stranden i Goa. Dage der kun blev brugt til at bade, lege og hygge. Længe nok til falde helt til ro, og føle at livet i grunden er helt ok.
Vi fik ikke set meget af selve Goa. Vi tænkte lidt på at tage til Old Goa, der efter sigende bærer meget præg af portugiserne der herskede på disse kanter. Men vi skulle køre mere end 75 km for at komme derhen, og Emma og Gustav sukker ikke ligefrem efter en lang dag i en storby, så vi valgte at holde os til stranden. Nogen gange er det svært at holde sig i ro. Man vil gerne se så meget hvor man er. Vi er nu glade for vi valgte at holde pause de 5 dage.

Vi havde en god togtur til Mumbay. Det tog de 12 timer der var beregnet. Mumbay er en kæmpe by. 16 millioner mennesker. Det er den by i verden der producerer flest film. Derfor øgenavnet Bollywood.
Vi har haft 2 hele dage i Mumbay. Fået et indtryk af byen - de kæmpe kontraster. Byen er i grunden smuk - eller har været det. Der er mange smukke bygninger bygget af englænderne. De er desværre ikke vedligehold, og mange af dem går til grunde.
Mumbay er en by man godt kan vende tilbage til. Udforske i en uges til. Vi udvalgte nogle få områder - for at få et indtryk...
Det er byen hvor de store kontraster virkeligt kommer til udtryk. Mange mennesker klarer sig godt. Lever de fede indiske liv, for dem der er født i det rigtige samfundslag. Desværre er der også mange mennesker der har det elendigt. Lever på gaden under usle kår. Det kan til tider være for meget når man ikke kan komme frem for fremstrakte hænder, mennesker der trygler om hjælp.

Alt i alt har vi haft en kanon god ferie her i Indien. Vi har set lidt af Nord, og noget mere af syd. Specielt Kerala var en god oplevelse. Mange spændende ting at se, og meget imødekommende og fredelige mennesker

Nu sidder vi her i Mumbay lufthavn. Vi har checket ind, og er klar til afgang - glæder os til at se familie og venner igen. Vi lander fredag formiddag...

Denmark, here we come.